Annonce
Esbjerg

Esbjergs unge lider under nedlukning: - Situationen er katastrofal

Søren Copsø, der er centerchef ved Headspace i Esbjerg, kalder den nuværende situation for unge "katastrofal". Derfor har tilbuddet planer om at åbne yderligere for rådgivning fra 1. februar. Foto: Privat
Ensomhed og stress er to faste følgesvende for Esbjergs unge under den omfattende coronanedlukning. Det viser en undersøgelse fra Aarhus Universitet. Hos Headspace i Esbjerg, der rådgiver unge mellem 12 og 25 år, mærker man samme tendens. Her kalder man situationen katastrofal og derfor arbejder man lige nu intensivt på at udvide tilbuddet trods nedlukningen.
Annonce

ESBJERG: Ensomhed, stress og selvmordstanker. Det er blot nogle af de følelser, som tusindvis af lokale unge lige nu gennemgår på grund af den coronanedlukningen, som den seneste tid i praksis har isoleret de fleste af os derhjemme.

Ifølge de seneste tal fra HOPE-projektet på Aarhus Universitet, der undersøger danskernes adfærd under krisen, er følelsen af ensomhed og stress stigende blandt de 18 til 34-årige. Næsten 40 procent føler sig ensomme, mens knap halvdelen af aldersgruppen føler sig stressede.

Det billede genkender man hos Headspace i Esbjerg, som rådgiver lokale unge mellem 12 og 25 år. Både på organisationens chatfunktion, på telefonlinjerne og fysisk har der været en eksplosiv vækst af unge, der har behov for hjælp.

- Tallene taler jo deres tydelige sprog, og det vi ser lige nu, er en katastrofe. Selv ressourcestærke mennesker er hårdt ramt af pandemien, men hvis man i forvejen bøvler med ensomhed eller en skrøbelig psyke, så ender det med, at man sidder og kigger ind i en væg, mens landet er lukket ned. Smutvejene til at blive set og hørt er lukket til, og derfor er der nok mange, som søger imod os, siger Søren Copsø, der er centerchef ved Headspace i Esbjerg og Herning

Annonce

Større behov for hjælp

Headspace har, ligesom mange andre tilbud og organisationer, været hårdt ramt af nedlukningen, der har betydet, at man har skåret ned på de fysiske møder med sårbare unge.


Hvis man i forvejen bøvler med ensomhed eller en skrøbelig psyke, så ender det med, at man sidder og kigger ind i en væg, mens landet er lukket ned. Smutvejene til at blive set og hørt er lukket til, og derfor er der nok mange, som søger imod os

Søren Copsø, centerchef ved Headspace i Esbjerg


Lige nu har man mellem 15 og 20 møder om ugen i lokalerne ved spillestedet Tobakken, mens langt flere henvender sig via telefon og den chatfunktion, som organisationen op landsplan tilbyder.

Men lige nu arbejder man hårdt på at få åbnet endnu mere op, så man i højere grad kan imødekomme det store behov for hjælp.

- Vi er i intens dialog med vores frivillige og kommunen, så vi forhåbentligt fra 1. februar kan åbne op, så meget som det er muligt under de nuværende restriktioner. Vi har indtil videre været nødt til at køre det stille og roligt, men der er ved at gå hul på boblen nu, og vi definerer os selv som et kritisk tilbud til sårbare unge. Der er virkelig behov for os nu, siger Søren Copsø.

Annonce

Uvurderligt stykke arbejde

Diana Mose Olsen (SF), der er formand for Børn og Familieudvalget, slår fast, at Headspace udfylder en afgørende rolle i arbejdet med at holde unge mennesker oven vande under pandemien.

- Der sidder mange unge mennesker rundt omkring, der føler, at deres liv er gået i stå, og derfor er det fantastisk med et tilbud som Headspace, hvor unge uforpligtende kan få rådgivning og adgang til et øre, der lytter. Så de løser et stykke arbejde, som vi for alt i verden ikke kan undvære, siger hun.

Diana Mose Olsen kan i øvrigt godt genkende billedet af, at mange unge mennesker er blevet en smule glemt under pandemien.

- Jeg synes, at der på uretfærdig vis bliver peget fingre af ungdommen, og det er bestemt ikke min oplevelse, at der er grund til det. Som jeg ser det, har de taget et stort ansvar i denne usædvanlige tid, for det er jo meget unaturligt for unge mennesker at sidde hjemme. I øjeblikket kan de bare ikke andet, siger hun.

Om Headspace og sårbare unge

Ifølge de seneste tal fra HOPE-projektet på Aarhus Universitet, der undersøger danskernes adfærd under krisen, er følelsen af ensomhed og stress stigende blandt de 18 til 34-årige.

Næsten 40 procent føler sig ensomme, mens knap halvdelen af aldersgruppen føler sig stressede.

Headspace i Esbjerg oplever lige nu et stigende pres fra unge mennesker, der mangler hjælp. Det er særligt henvendelser om ensomhed, afsavn og selvmordstanker, der fylder.

Headspace har nationalt indsat en chatfunktion, hvor de unge kan henvende sig, ligesom man i Esbjerg giver mulighed for at aftale møder telefonisk og fysisk.

Under normale omstændigheder kan man dukke uanmeldt op ved Headspaces lokaler ved Tobakken. Den mulighed er der ikke under nedlukningen.

Fra 1. februar håber Headspace at kunne åbne yderligere så adgangen til rådgivning bliver lettere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Høj musik førte til fund af stoffer

Annonce