Fredag blev billedhugger Stinne Teglhus hyldest til esepigerne sat på plads i Blåvand. Statuen har været ventet i tre år, da den blev forsinket. Skulpturen er finansieret af penge, som lokalsamfundet fik for salget af Blåvand Skole.
Blåvand-Oksbøl: Esepigerne gjorde linerne klar med madding og kroge for fiskerne, inden de drog til havs. Siden Blåvand var en fiskerby, er det blevet til en turistby. Fredag hyldede man dog fortiden, da statuen af esepigen af billedhugger Stinne Teglhus blev afsløret.
- Vi har ikke set esepigen endnu, så vi er spændte. Vi har ventet længe på den, sagde Signe Ditlevsen.
Og netop vente var noget, som både borgmester Erik Buhl (V) og billedhugger Stinne Teglhus kom ind på, da statuen blev afsløret.
- Det er en fantastisk opgave at få, og jeg er glad for, at de søde mennesker hernede har været villige til at vente på skulpturen, sagde Stinne Teglhus.
Statuen er hugget i svensk granit. Stinne Teglhus havde bestilt en blok granit hjem fra Sverige, som vejede 1700 kilo.
- Det tager tid at hugge, og man har kun et forsøg. Jeg har ikke brugt nogen form for moderne hjælpemiddel. Det eneste, jeg har haft, har været en krumpasser og en loddesnor, som jeg så har kunnet måle med på min datter, Solvej, sagde Stinne Teglhus.
Solvej Teglhus har været model på flere af sin mors skulpturer. Hun var nemlig også model på den havfrue, som billedhuggeren skulle levere til havnen i Hirtshals. En skulptur der blev støbt i bronze.
Erik Buhl, borgmester Varde Kommune (V)Jeg vil gerne opfordre til, at man klapper og aer hende, når man går forbi hende, så hun ved, at hun er værdsat. I disse tider skal man bare sørge for at gøre det nogle sømmelige steder.
Stærke kvinder
Borgmester Erik Buhl (V) havde æren af at afsløre skulpturen, og han lagde ikke skjul på, at det var en fornøjelse.
- Esepigerne var solide, og bag en stor fisker stod en esepige, som både lavede mad og sørgede for hjemmet. Det er ligesom i dag, hvor der står en stærk kvinde bag enhver mand og forstår intet af, hvad han laver, sagde Erik Buhl.
Borgmesteren opfordrede også til, at man sørger for at klappe esepigen, når man går forbi hende på Blåvandvej.
- Jeg vil gerne opfordre til, at man klapper og aer hende, når man går forbi hende, så hun ved, at hun er værdsat. I disse tider skal man bare sørge for at gøre det nogle sømmelige steder, sagde han.
Esepigen vejer 800 kilo efter, at den er blevet hugget ud, og der er søgt byggetilladelse til skulpturen.