HÅNDBOLD - TEAM ESBJERG: - Esbjerg er "hjem" for mig, og Team Esbjerg er bare min klub.
Estavana Polman siger det med stor overbevisning og et bredt smil.
- Jeg elsker stadig alt ved at være her, så jeg har ikke været i tvivl om, at jeg gerne ville forlænge, siger hun.
Og få sekunder senere har den 28-årige hollænder så sat sin eftertragtede signatur på en ny aftale.
- I må desværre indstille jer på, at I ikke lige slipper for mig lige med det samme, griner Polman, der ellers altid har underskrevet etårig aftaler, men denne gang løber kontrakten i to år.
- Jeg var helt ung, da jeg kom her. Nu er jeg en gammel kone, og jeg ved, hvad der er godt for mig. Og det er Team Esbjerg, siger Estavana Polman, der kom til klubben helt tilbage i 2013.
Når den nye aftale udløber i sommeren 2023, vil klubbens ubestridte publikumsyndling altså have spillet i den røde Team Esbjerg-trøje i ti år.
- Vi har stadig meget at kæmpe for i Team Esbjerg. Det har været en vild rejse at være med på, men den er slet, slet ikke slut endnu. Vi udvikler os hele tiden, og jeg er sikker på, at vi sammen kan tage de næste skridt mod den absolutte top i Europa.
- Og jeg kan lige så godt sige det, som det er: Mit mål er, at vi skal i Final4 i Champions League og vinde det hele.
En kulturbærer
To af Team Esbjergs tre ejere var tilstede, da Polman skrev under, og de er super tilfredse med, at der nu er en ny aftale på plads.
- "Essie" er en kultbærer. Vi ved, at hun er en dygtig håndboldspiller, men hun er også fantastisk på andre måder. Det er eksempelvis i samarbejdet med vores sponsorer, hvor hun altid stiller op og er dejlig positiv. Hun tager ansvar, forklarer bestyrelsesformand Bjarne Pedersen.
Estavana PolmanHvorfor skifte til en anden klub? Det vil ikke give mening for mig overhovedet.
Det betyder også meget for Estavana Polman, at hendes familie stortrives i Esbjerg.
- Og det gør de virkelig. Vi har det bare så godt allesammen, så hvorfor skifte til en anden klub? Det vil ikke give mening for mig overhovedet.
Mere guld
Polman, der var med til at gøre Holland til verdensmester i december 2019, er i øjeblikket ude med en knæskade, men hun knokler på med genoptræningen. Alt går foreløbig efter planen, og derfor drømmer hun om, at hun er tilbage på banen i slutningen af indeværende sæson.
- Det er mit mål. Jeg vil være med til at vinde endnu en guldmedalje med Team Esbjerg.
Den nye Polman-aftale, der kommer i kølvandet på kontrakterne med målvogter Dinah Eckerle, playmaker Henny Reistad og en forlængelse med Vilde Mortensen Ingstad, betyder, at Team Esbjerg nu har pænt med ro på bagsmækken med hensyn til truppen til de kommende sæsoner.
- Vi føler, at det ser rigtig godt ud, så det er dejligt, mener Bjarne Pedersen.
Kamp i Champions League
Estavana Polman er naturligvis ikke på banen, når Team Esbjerg lørdag kl. 16.00 spiller udekamp i Champions League mod ungarske FTC. Team Esbjerg spillede en dårlig kamp, da FTC var på besøg i Esbjerg. Den kamp vandt ungarerne med 24-21.