Annonce
Sport

Et år siden: Tragisk dødsfald blev til et pengeslagsmål

Stephane Mahe/Reuters

Fodboldverdenen græd, da Emiliano Sala for et år siden døde i et flystyrt midt i et klubskifte, som har efterladt to klubber i en strid om penge.

Annonce

For præcis et år siden døde fodboldspilleren Emiliano Sala.

Tirsdag bliver han mindet af familien ved et mindre og stille privat arrangement, oplyser familiens advokat ifølge AFP.

Men hvad skete der for et år siden.

Sala styrtede ned med et fly over Den Engelske Kanal 21. januar 2019, efter at han skulle være skiftet fra Nantes til Cardiff.

Den 28-årige argentiner fløj mod den walisiske by, som skulle betale 127 millioner kroner til den franske klub. I Cardiff jublede man over udsigten til at få målmageren, som kunne sikre klubben overlevelse i Premier League.

Men Sala nåede aldrig frem.

Det lille Piper Malibu-propelfly med en pilot og Sala om bord forsvandt fra radaren cirka 20 kilometer fra kanaløen Guernsey.

- Jeg er på et fly, der virker til at være ved at falde fra hinanden. Jeg er så bange, lød en af beskederne fra angriberen til familie og venner, som han nåede at sende fra flyet.

Vraget blev lokaliseret 3. februar efter omfattende eftersøgning. Salas lig blev fundet fire dage senere.

Den britiske flyhavarikommission oplyser på etårsdagen for det tragiske dødsfald, at efterforskningen er tæt på afsluttet, og at der vil blive offentliggjort en rapport i slutningen af marts 2020.

De græd i Nantes, og de græd i Cardiff. Hele fodboldverdenen sørgede med Salas efterladte.

Bag sorgen over tabet gemte sig dog også et andet tab. Et økonomisk tab, som skulle placeres i enten Nantes eller Cardiff. Skulle Nantes stadig have de 127 millioner kroner af Cardiff, som aldrig nåede at få sin nye angriber?

For mens Emiliano Sala for familien var et personligt uerstatteligt tab, så var han i en kynisk fodboldverden et aktiv til en værdi af 127 millioner kroner.

Og én ulykke kommer sjældent alene, som det siges. Det gjaldt i dette tilfælde for både Sala-familien og Cardiff.

Cardiff overlevede ikke i Premier League, og Emiliano Salas far, Horacio, døde tre måneder efter sønnen. Faren døde af et hjerteanfald og blev 58 år.

Der er en verden til forskel økonomisk på, om man spiller i Premier League eller i den næstbedste række i England.

Cardiff sagde længe, at man gerne betalte transfersummen for Sala, hvis det blev afgjort, at aftalen tilsagde det.

Klubberne kunne dog ikke blive enige.

Den økonomiske tvist blev indbragt for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), som i slutningen af september afgjorde, at Cardiff skulle betale 45 af de 127 millioner kroner plus renter på fem procent fra og med 27. januar til Nantes.

Det svarede til den første af de tre rater, som betalingen skulle være faldet i.

En blød mellemvej, som begge klubber kunne sluge, kunne man tro.

Men nej.

Cardiff mener ikke, at man skal betale noget, fordi alle papirer ikke nåede at blive underskrevet, da spilleren aldrig nåede frem.

- Det ser ud til, at komitéen er nået frem til en konklusion på et spinkelt grundlag i sagen uden at have set på den fulde dokumentation fra Cardiff til Fifa, lyder det fra den walisiske klub.

Derfor har Cardiff anket afgørelsen til sportens øverste domstol, Den Internationale Sportsdomstol (CAS), selv om klubben risikerer en hård straf for ikke at betale til tiden.

Så mens vi runder årsdagen for tragedien, som kostede Sala livet, slås de to klubber fortsat om, hvem der skal bære den tungeste økonomiske byrde for Salas død.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordtyskland

Anden bølge er i gang: Tyskland kan blive lukket land for danskere lige om lidt

Annonce