Et besøg værd: På Ordrupgaard hænger 90 franske malerier som beviser på kunstsamler Hansens gode smag

Der hænger malerier med de karakteristiske Hammershøi-grå eller L.A. Ring-blå farver på væggene på Orddrupgaard. Kunstsamleren og direktøren for forsikringsselskabet Hafnia, Wilhelm Hansen, begyndte at samle på malerier af de danske modernistiske malere, efter han blev gift, skulle stifte hjem og finde noget til væggene i herskabslejligheden. Det var de dengang kontroversielle kunstnere, han havde smag for. Foruden Ring og Hammershøi købte han også værker af de oprørske bondemalere, som vi også kalder Fynboerne: Fritz Syberg og Johannes Larsen. Samlingen blev så imponerende, at der gik rygter om Hansens berømte spisestue. Men ambitionerne var større end en samling, der kunne hænge i de herskabelige stuer, så Wilhelm Hansen vendte blikket mod Frankrig og landets oprørske malere.

I årene 1916-18 opbyggede han under rejser til Paris en omfattende kunstsamling. I breve til hustruen beskriver han besøg i saloner, hos kunsthandlere og på museer i den franske hovedstad og nævner i flæng franske mestre som Rousseau, Manet, Pissarro, Sisley, Monet, Renoir og Delacroix.

Den førstnævnte var en af de oprørske malere, der tog romantikken til sig. Romantikerne gjorde op med det akademiske og de snærende bånd, der lå om landskabskunsten. De ledte efter det umiddelbare og drog ud i landskaberne for at male det, de oplevede. Det kom der blandt andet Rousseaus ”Solnedgang i skoven” fra 1847 ud af. Et værk, som Hansen senere købte.

Det har en skitse-agtig umiddelbarhed. Anne-Birgitte Fonsmark beskriver i sin bog maleriet som emmende af naturromantik: ”Hertil bidrager den dunkle skovstemning, ligesom stedets mystik understreges af de sidste solstråler, der umærkeligt trænger ned gennem træernes grene. Det er skovens eget liv, der dominerer, men menneskets tilstedeværelse spores i de svagt angivne konturer af en by i baggrunden ...”

De nye landskabskunst blev starten på friluftsmaleriet og skabte altså grundlaget for impressionismen, som Hansen også købte ind i stor stil.

Hansen gik til kunstindkøbene med en systematik, som han også brugte i andre af livets gøremål. Og i løbet af de to år, hvor der var højkonjunktur i Danmark, mens første verdenskrig påvirkede kunstsamlernes formåen i Frankrig, fik han etableret næsten hele kunstsamlingen, der i den grad tæller franske impressionister.

Impressionismen var også provokerende og oprørsk kunst i sin samtid, da malerierne virkede ufærdige med deres klattede penselstrøg. De blev malet i det fri og gengav lyset på en helt ny måde. Malerierne var fri for samfundskritik, for man hyldede livet og hverdagen. De franske impressionister malede mennesker i hverdagstøj, storbyens moderne liv med menneskemylder og trafik og landskaber med industri i baggrunden, som Claude Monets ”Waterloo Bridge, gråvejr” fra 1903. I de år opholdt Monet sig ofte i London og malede gerne de samme motiver igen og igen.

”Kunstnerisk handler alle disse billeder om at registrere det skiftende lys, og her var forholdene ved Themsen ideelle, for som han sagde ”Det, jeg bedst kan lide ved London, er tågen.” Han elskede det ensartede og atmosfæriske lys, der indhyller alt,” skriver museumsdirektøren om maleriet, der også indgår i Ordrupgaards samling.

Det går op og ned i showbiz og ligeså i kunstsamler-verdenen. Højkonjunkturen havde hjulpet Wilhelm Hansen, da han begyndte sin samling, men en del af pengene var kommet fra lån. Og da Den Danske Landmandsbank krakkede i 1922, fik det konsekvenser for kunstsamleren. Han var nødsaget til at sælge ud af sin malerisamling for at kunne indfri sin gæld. I de år tilbød han den danske stat at købe hele samlingen for en million kroner, men det blev afslået - ifølge ham selv med en ”næsten fjendtlig kulde”. Udenlandske samlere købte en stor del af værkerne. Nogle er endt på The National Museum of Western Art i Japan, og en schweizisk samler købte 21 franske værker. Ny Carlsbergfondet opkøbte også værker, og de er en del af Glyptotekets samling. På den måde kunne Wilhelm Hansen betale sin gæld tilbage, men til gengæld måtte han sige farvel til syv mesterværker af Cézanne, fire malerier af Gauguin, flere af Monet og Manet samt Degas, Pissarro og Sisley, fortæller Anne-Birgitte Fonsmark i ”Fransk kunst på Ordrupgaard”.

Den systematiske mand satte sig dog for at genopbygge samlingen, og i perioden fra 1923 til 1925 indkøbte han igen fransk kunst til at fylde hullerne ud. Og fra kunstneren Camille Corot fik han fat i det poetiske oliemaleri ”Møllen” fra cirka 1835-40, som museumsdirektøren kalder et ”lysende værk”.

”Ved udførelsen af ”Møllen” har Corot stillet sit staffeli op langs en landevej, der kantes af en bymur ... Med sin direkte sansning af lyset og vejrligets effekter blev Corot en stor inspirationskilde, ikke blot for sin egene samtidskunstnere, men især for impressionisterne,” skriver hun.

Wilhelm Hansen genåbnede sin reetablerede samling for offentligheden på Ordrupgaard i 1925.

Wilhelm Hansen fortsatte med at udvide samlingen. Blandt andet kom en Rodin-skulptur, ”Bror og Søster”, til i 1930. Et par år før havde han købte et forstudie til Degas’ ”Familien Bellini”, som Anne-Birgitte Fonsmarks kalder et af impressionismens hovedværker, og som kan opleves på Musée D’Orsay i Paris. Af samme kunstner fik han også fat i den pastelfarvede ”Tre danserinder”,  der til gengæld er et af Ordrupgaards hovedværker.

Et af de sidste malerier, som kunstsamleren erhvervede, er en lille pastel på papir af Degas, som forestiller en ballerina, der bukker sig for at rette på sin sko. Værket ”Siddende danserinde med hånden ved anklen” fra 1879 har en helt speciel historie, da det på et tidspunkt var ejet af Paul Gauguin, der har malet det ind i et af sine egne værker, og altså kan ses som baggrund i hans blomstermaleri ”Vase med Pæoner, I” fra 1884. Det hænger på National Gallery og Art i Washington D.C.

Wilhelm Hansen døde i 1936, men havde altid sagt, at hans samling skulle foræres til staten. Da hans hustru, Henny Hansen, døde i 1951, havde hun testamenteret samlingen og bygningen Ordrupgaard til staten. I 1953 åbnede Ordrupgaard som et statsligt museum med Wilhelm Hansens imponerende samlinger af danske modernister og franske impressionister.