Annonce
Læserbrev

Et godt børneliv starter ikke med besparelser

Læserbrev: Børn i Kolding risikerer et langt ringere børneliv i dag - og fritidstilbud, hvis politikerne i Kolding vedtager millionbesparelser på børneområdet de kommende år, som det fremgår af budgetforliget for 2020.

I 2020 skæres der knap 27.5 mio. kr. fra børne- og uddannelsesområdet, og nedskæringer følger de kommende år, selvom der kommer flere børn til.

Hvis dette bliver gennemført, vil det betyde færre voksne til vores børn. Forskning viser, at en høj pædagogandel i dag- og fritidstilbud øger børns trivsel, selvværd, resultater og lavere frafald i ungdomsuddannelser. Gode normeringer reducerer stress hos børn, giver bedre social tilpasning og reducerer antallet af konflikter mellem børnene.

Som pædagoger oplever vi, at børn i Kolding allerede i dag savner pædagoger til at stimulere sprog, sociale og følelsesmæssige kompetencer og indlæring.

Fx når lille Lukas ønsker at deltage i en legerelation, men har svært ved at formidle sit ønske og har brug for en voksen til at hjælpe ham i gang. Det er ikke muligt før efter kl. 9.00, da der ikke er personale nok til at varetage denne opgave.

I skolen sidder Ida på 7 år, som har massive vanskeligheder i hjemmet. Hun har støttetimer i skoledelen, som varetages af en pædagog. Når Ida går i SFO’en får hun ingen hjælp og har samme vilkår som resten af børnegruppen.

Det bevirker, at Ida bliver udadreagerende og til fare for sig selv og andre. Ida har brug for støtte i SFO'en til at klare de udfordringer, hun står i. Pædagogerne føler sig magtesløse, da de ikke har mulighed for at hjælpe Ida, når 25 andre børn har også brug for hjælp.

Vi ønsker, at politikerne i Kolding Kommune vil frede børnene, sikre flere pædagoger og som minimum opretholde nuværende antal pædagoger i både dagtilbud og skole.

Med et mål om minimumsnormeringer i fremtiden går Kolding Kommunes budgetforlig den modsatte vej: Det risikerer at forringe normeringer.

Serviceniveauet står til yderligere forringelser, og politikerne er derfor nødt til åbent at fortælle forældre og borgere, hvordan servicen og velfærden forringes. Hvilke børn skal ikke have hjælp og støtte?

Kolding Kommune vedtager budgettet torsdag den 31. oktober 2019.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce