Annonce
Aabenraa

Et halvt år med Aaben By: Sådan har læserne sat dagsordenen

Helene Hansen, her med Jebsen-byggeriet i baggrunden, mener, Sydhavn har brug for en kærlig hånd. Foto: Claus Thorsted
Der er kommet mange gode historier i avisen ved hjælp af JydskeVestkystens kvikke læsere. Her er bare et lille udpluk af dem.
Annonce

Aabenraa: Larm på stranden, forladte bygninger og dyre kunstværker, der er godt gemt væk i græsset.

Det er blot nogle få af de emner, der har optaget læserne, når de har skrevet til JydskeVestkystens Aabenraa-redaktion igennem projektet Aaben By. I bund og grund har målet med projektet været at få flere af de emner, der fylder i læsernes hverdag, med i avisen, og det må så sandelig siges at være tilfældet.

Siden lanceringen i sommer har læserne kvitteret med lige præcis 111 spørgsmål, og det er der kommet et væld af journalistiske historier og opfølgninger ud af.

Nu relancerer vi projektet med et personligt twist. Således har vi ændret lidt i vores Aaben By-formular, så læserne nu under hver artikel på jv.dk kan læse lidt om den pågældende journalists stofområder, og de kan skrive direkte til journalisten bag artiklen.

I forbindelse med relanceringen vender vi tilbage til et lille udpluk af de historier, hvor et læserspørgsmål har været drivkraften, hvor der har været stor debat, og hvor det måske endda har ført til ændringer.

Rundkørslerne ved Rødekro er stadig ikke færdige efter flere år, påpegede læser Hans Christian Barsøe. Foto: Claus Thorsted
Annonce

1. Rundkørsler ved Rødekro

I juni kontaktede læser Hans Chritian Barsøe avisen igennem Aaben By med en helt klassisk undren, som er typisk for projektet.

- "Lang transportvej" gennem selve rundkørslerne ved 70B Aabenraa N er nu igennem flere år stadig ikke færdigetableret - hvorfor?, spurgte han.

Hans Chritian Barsøe henviste konkret til, at rundkørslerne tilbage i 2016 blev lavet om for at gøre det nemmere for store og meget tunge lastbiler, der fylder både i længden og i bredden - eksempelvis vindmølletransporter - at komme igennem. I den forbindelse blev der lavet en midlertidig passage over rundkørslernes midterøer. Dengang i 2016 blev det udlagt som en midlertidig løsning, men der ser altså stadig ud på samme måde.

Borgmester Thomas Andresen (V) forklarede, at kommunen i første omgang havde været mest optaget af den nye motorvejstilslutning ved Bodumvej/Rødekrovej. Men nu skulle der ske noget.

- Der er ikke sat tidshorisont på, men mit bedste bud vil være, at der sker noget i begyndelsen af 2020. Vi anerkender, at det er en opgave, som kommunen er ansvarlig for, og at udgiften er vores, sagde borgmesteren i den forbindelse.

Annonce

2. Larm på stranden

JydskeVestkysten blev også kontaktet af flere beboere, der var godt og grundigt trætte af, at unge mennesker parkerer på et lille areal ud til Flensborgvej i aftentimerne og blandt andet spiller høj musik.

Nogen af dem, der var frustrerede over situationen, var ægteparret Christiane og Helge Skau, der bor på Gl. Flensborgvej.

- Der er flere ting i det, og det har stået på i nogle år nu. Det er jo ikke et sted, der er beregnet til parkering, det er et sted, hvor folk opholder sig, og hvor børn leger, fortalte Christiane Skau og nævnte farlige situationer på grund af dårlige oversigtsforhold, når de unge mennesker skulle ud på Flensborgvej, samt larm og høj musik som de største irritationsmomenter.

- Sidste sommer, da vejret var rigtig godt, var det virkelig slemt, men det er også sket flere gange i år. Politiet gør heller ikke meget, sagde Christiane Skau.

Historien førte ret hurtigt til en løsning. I samarbejde med politiet fik Aabenraa Kommune sat forbudsskilte og skilte med ordensreglementet op langs Flensborgvej. Hvis problemet dukker op igen, kan fysisk afspærring på græsset komme på tale.

Det glædede de frustrerede beboere.

- Vi håber på en positiv effekt. Det er dejligt at se, at kommunen endelig tager ansvar, for det er bestemt ikke, fordi vi ikke har forsøgt at råbe dem op, lød det fra ægteparret.

Nu bliver det tydeligt, at der er parkering forbudt ved et lille græsareal ned til Sønderstrand. Foto: Claus Thorsted
Annonce

3. Gemt kunstværk

En historie, der også blev til efter en læserhenvendelse, var den om det skjulte kunstværk mellem Varnæs og Bovrup.

For snart to år siden blev landskabsarkitekt Hanne Bat Finkes landskabskunst til 2,4 millioner kroner indviet i rabatten langs cykelstien mellem de to landsbyer. Meningen var, at de store, kantede blomster skulle sprede sig på et bagtæppe af markblomster. Her skete der dog i første omgang den bommert, at kommunen hele to gange kom til at klippe blomsterne, inden de kunne nå at udfolde sig. Siden kunne man så se på billeder, at kunstværket nu var helt groet til af højt græs i stedet.

Hele situationen ærgrede Sten Kruse fra Bovrup.

- Vi synes jo, det er synd, at sådan noget bare bliver gemt væk, sagde han til avisen.

Birthe Sandorf Lock, billedkunstrådets tovholder i projektet, var enig.

- Det er lidt ærgerligt, at det aldrig har fået lov til at stå i det blomsterflor, som oprindeligt var tanken. Men jeg ved, at der arbejdes på det, og at man er opmærksom på det. Men det er jo en langsommelig proces med den slags, og det er bare ærgerligt, at det skulle gå sådan, sagde hun.

Hos afdelingen for drift og vedligehold i Aabenraa Kommune lovede man dog bod og bedring, og der blev sået nye blomsterfrø, så der til næste sommer forhåbentlig er en smuk blomstereng på området.

Akrylblomsterne - egentlig skal de forestille snerlen - er aldrig kommet til at bade i det blomsterhav, der ellers var meningen. Foto: Lars Grubak
Annonce

4. Udvikling af Sydhavn

Nogle andre læsere ville gerne vide, hvad der gøres for at forskønne udsigten over Sydhavn.

En flok beboere havde tidligere siddet i første parket med havudsigt fra deres altaner i Mølleåparken i Aabenraa, men det havde ændret sig gennem tiden, senest med ankomsten af Hans Michael Jebsens kommende kontordomicil på Sydhavn 4.

- Den kan vi jo ikke bare sådan fjerne igen, det ved vi godt. Men så vil vi gerne spørge, hvordan vi får et nogenlunde havnemiljø? Jeg savner, at der bliver tænkt lidt over æstetikken. Hvordan sikrer vi, at det, vi har tilbage, er til at holde ud at kigge på, spurgte en af beboerne, Helene Hansen.

Havneformand Erwin Andresen understregede, at der altså er tale om en industrihavn. Men der skal stadig tages hensyn til byen, tilføjede han.

- Det vil vi også rigtig gerne, men vi kan ikke redde udsigten, så det hele ligner skov og vand. Det er en industrihavn, og den har de bygninger, som kunderne på havnen har behov for, sagde han til JydskeVestkysten og gav i øvrigt udtryk for høje forventninger til det nye Sydhavn, når den nye havnegrill og strandpromenade står færdig til næste år.

- Så bliver det ikke meget bedre, sagde han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Skræmmende godt - Twenty er i finalen

Ribe Esbjerg HH For abonnenter

Fjerde gang var lykkens gang: Ribe-Esbjerg på pointtavlen efter fredagsdrama i Lemvig

Annonce