Annonce
Varde

Et helt særligt sted: Mette og de andre elever er flyttet ind på ny efterskole

Mette Baggersgaard, til venstre, snakker med Naja Bjørn Olsen og Tim Vad Hansen. Foto: Martin Ravn
20-årige Mette Baggersgaard er en af 35 elever, der er flyttet ind på den nye efterskole for unge med særlige behov ved Kvie Sø. Stedet er også nyt for forstanderfamiliens 14-årige søn.

Kvie Sø: Der er elever og forældre overalt. Og der er mediefolk overalt på den nye efterskole ved Kvie Sø. Det er en helt særlig efterskole, for det er kun den anden i landet, der er for unge, der eksempelvis er udviklingshæmmede.

Mette Baggersgaard oplever interessen fra medierne meget tydeligt. Hun skal lige være færdig med at snakke med TV Syd, før hun har tid til at snakke med JydskeVestkysten.

Bagefter viser hun sit værelse, som hun skal dele med Isabella. Mette Baggersgaard kommer fra Hørning og har gået i skole og i klub i Aarhus, og fra klubben kender hun Isabella, fortæller hun.

Annonce

Kvie Sø Efterskole

  • Det er et par år siden, at en arbejdsgruppe begyndte at arbejde på en efterskole for unge med særlige læringsforudsætninger.
  • Den første forstander er Lars Lærkesen Holm, der er flyttet ind på skolen med sin kone, Louise Lærkesen Holm, og deres søn, Tobias.
  • Der er 35 elever i det første skoleår. Nummer 35 blev indskrevet i fredags.
  • Der er lige nu plads til 50. På sigt er håbet, at der er elever nok til, at efterskolen kan udvide til 85 pladser. Hvis det lykkes, så skal der være værelser i den fløj, hvor forstanderfamilien bor. I så fald skal der bygges en ny forstanderbolig.

Forberedelse til at bo selv

I døråbningen står hendes mor, Ingelise Baggersgaard. Hun fortæller, at hun er glad for efterskolen, fordi Mette er 20 år, og hun har godt af en mellemstation, før hun skal flytte hjemmefra.

Og det er netop også en af de vigtige formål med efterskolen, fortæller forstander Lars Lærkesen Holm. Efterskolen skal dels give de unge en mulighed for at spejle sig i nogen, de er lige med, og dels skal den hjælpe de unge med at blive mere selvhjulpne. Det handler om at kunne lave mad og vaske tøj eksempelvis.

- Det er det første spæde skridt til at flytte hjemmefra, siger han.

En kjole om dagen

Mette Baggersgaard har fået pakket ud og fyldt tøjet ind i sit skab. Hun viser en af sine kjoler. Hver anden uge er kjoleuge, og hver anden uge er nederdeluge. I kjoleugerne bærer hun en ny kjole hver dag. I nederdelugerne bære hun en ny nederdel hver dag. Lange bukser bryder hun sig ikke om.

Her på efterskolen skal hun være det meste af tiden det næste år. Hver anden weekend har hun tænkt sig at blive på efterskolen.

Mette Baggersgaard står med en af sine kjoler. Bag døren står hendes mor, Ingelise Baggersgaard. Foto: Martin Ravn

Skal bo på en skole

Det er en omvæltning for hele familien, at Lars Lærkesen Holm er blevet forstander. 14-årige Tobias Lærkesen Holm bor nu med sin far og mor i en fløj i værelsesbygningen. Kun en blændet dør fra elevernes værelser. Han synes, det er en spændende at opleve eleverne møde forventningsfulde ind sammen med deres forældre.

- Men det er lidt spøjst, for jeg er ikke vant til at bo på en skole, siger han.

Han har tænkt sig at besøge eleverne om aftenen, og han vil gerne spille bordtennis med dem, fortæller han.

- Det, synes jeg som far, er mega fedt, siger Lars Lærkesen Holm.

Tobias Lærkesen Holm er lidt ked af, at han nu bor en time fra vennerne på Bording Skole. Til gengæld har han haft nogle gode første skoledage på Ansager Skole.

Det er en glad dag for forstander Lars Lærkesen Holm og viceforstander Dinna Odgaard. Foto: Martin Ravn

En flok fra Karise

Inde i opholdsrummet møder Mette Baggersgaard to venner. Det er Naja Bjørn Olsen og Tim Vad Hansen. Naja Bjørn Olsen har Mette Baggersgaard kendt, siden de var små, og de har begge været på Karise Efterskole, der er landets eneste anden skole for unge med særlige læringsvanskeligheder. Mette Baggersgaard havde håbet, at hun og Naja skulle have delt værelse.

I alt er de otte eller ni elever, der er skiftet fra Karise Efterskole, fortæller forstanderen. Det er elever, der har kommet tættere på deres hjem, fordi de nu kan blive på den vestlige side af Storebælt. Lars Lærkesen Holm mener derfor også, at oprettelsen af Kvie Sø Efterskole må koste noget omsætning for Karise Efterskole. Alligevel har den etablerede efterskole hjulpet den nye, fortæller han. Det fortjener stor ros, mener Lars Lærkesen Holm.

Mette Baggersgaard kender Naja Bjørn Olsen og Tim Vad Hansen fra Karise Efterskole. De to sidstnævnte siger, at de er lidt nervøse over at være et nyt sted. Foto: Martin Ravn

Hverdagen begynder

Ingelise og Mette Baggersgaard skal over på skolen til en individuel samtale. Derefter venter den officielle velkomst, og forældrene skal hjem.

Derefter venter 14 dage, hvor eleverne skal lære hinanden at kende. Derefter venter det normale skema, og hverdagen på den nye efterskole kan begynde.

Medierne fylder godt på skolen på dens allerførste dag med elever. Foto: Martin Ravn
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce