Annonce
Sønderborg

Et par uger før premiere: Sådan lærer revystjerne sine rappe replikker

Jeanne Boel og Jeff Schjerlund er sammen med resten af holdet bag Sønderborg Sommer Revy i fuld gang med at blive klar til forpremieren den 26. maj. Selve premieren er den 29. maj. Foto: André Thorup
Jeanne Boel har meget at se til som både direktør og skuespiller for Sønderborg Sommer Revy. Hun har både nyt indhold og nye skuespillere med på scenen, men en anden har også sneget sig med ind på teateret og skabt god stemning.

Sønderborg: Musikken er byttet ud med lyden af hendes egen stemme, når høretelefonerne sættes i ørerne på Jeanne Boel.

Hun er i gang med at lære sine replikker udenad til Sønderborg Sommer Revy, som har premiere den 29. maj.

Det er lidt vanskeligere for hende i år, da det kan mærkes, at hun har været væk fra scenen i over et år efter aflysningen i 2020.

Annonce

- Hjernen har været på lidt lavt blus. Den skulle lige op at koge og er nu ved at være tilbage, siger Jeanne Boel, der spændt på de kommende uger, hvor alle numre, musikken og teknikken skal samles eller skrottes.

Alt kan stadig nå at blive lavet om, hvilket det også skal, hvis noget ikke fungerer, lyder det fra skuespillerinden, der selv har prøvet at stå 24 timer før en premiere og skulle lære et helt nyt nummer.


Ingen medvirkende i revyen må være ældre end mig. Det bliver selvfølgelig lidt nemmere med årene

Jeanne Boel, skuespiller og direktør for Sønderborg Sommer Revy


Den oplevelse vil hun gerne være for uden at få igen og mener, at sandsynligheden det er ret lille i år. For sommerens indhold i revyen er Jeanne Boel meget tilfreds med. Der er det, hun kalder det perfekte miks.

- Publikum får både politisk satire og det rene grin. Der er noget for en hver smag og masser af skæg samt ballade. Ingen skal være bekymret for, at alt kommer til at handle om corona. Det gør det ikke, siger hun og nævner, at folketingspolitiker Inger Støjberg og statsminister Mette Frederiksen (S) blandt andet har været leveringsdygtige til årets materiale.

Måske bliver nogle af disse parykker til håret på statsminister Mette Frederiksen (S) eller tidligere medlem af Venstre Inger Støjberg.  Foto: André Thorup

Jeanne Boel vil heller ikke udelukke, at sølvpapirshatte og Me Too- bevægelsen kommer en tur med på scenen.

Publikum vil også få en ny og anderledes sceneoplevelse, da blandt andet levende billeder bliver taget i brug.

Sætter sit eget præg

Selv om prøverne går godt, er der stadig meget, som giver udfordringer og hovedbrud for Jeanne Boel, fordi hun for første gang har mere end skuespillertitlen.

- Som direktør skal jeg pludselig også have en holdning til billetsalg og alt muligt andet, der foregår uden for scenen. Jeg kunne godt have ønsket, at det første år alene på posten havde været uden corona, men sådan skal det ikke være. Det må vi tage med, fortæller hun med henvisning til at have overtaget revyen fra Johnna og Leif Maibom.

Generationsskiftet har også betydet, at Jeanne Boel har fået muligheden for at sætte sit eget præg på Sønderborg Sommer Revy.

Kapelmester Thomas Pakula er i gang med at øve musikken til årets revy. Han er en del af holdet på 22’ende år. Foto: André Thorup

- Ingen medvirkende i revyen må være ældre end mig. Det bliver selvfølgelig lidt nemmere med årene, siger den 60-årige kvinde, mens hun smiler og griner.

Hun er langt fra den eneste på holdet, der spreder latter. Stemningen er efter hendes beskrivelse virkelig god og har været det fra første dag trods nye tilkomsten af tre nye kollegaer.

For det er også noget, der ligger Jeanne Boel meget på sinde. Hun vil gerne have frisk vand i bassinet, som hun formulerer det. Det skal medvirke, at revyen får et publikum i alle aldersgrupper.

Sådan kommer du til revy

Ved indgangen skal der foruden billet fremvises corona-pas og ID (sygesikringskort, kørekort eller pas). Corona-passet skal fremvise enten:

  • En negativ test, som er højst 72 timer gammel. Her gælder både pcr-test og kviktest.
  • En vaccinationsattest, der er mere end 2 uger gammel
  • En attest der fortæller, at man har haft covid-19 infektion.

Der skal bæres mundbind, fra man ankommer, indtil man sidder ned i restauranten eller teatersalen. Derudover skal der holdes afstand - gerne to meter.

Revyens gæster må gerne sidde sammen i grupper med under 1 meters afstand, såfremt gruppen i forvejen har tæt kontakt med hinanden eller normalt ses på tilsvarende vis. En gruppe kan bestå af fra 2 og op til 60 personer.

- Vi skal lukke nye ind og ingen ude, når det kommer til publikum. Derfor skal vi udvikle os, hvilket sker ved at arbejde sammen med andre end de vante. Det afspejler sig også i årets revy, siger hun og kan ikke lade være med at komme med en opfordring til at få købt en billet.

For som hun siger, er det ekstra vigtigt at gøre i god tid i år, fordi færre er til salg grundet coronarestriktioner. Jeanne Boel pointerer, at de ikke gør det svært at komme i teateret, men kun sikkert.

Annonce

Endnu et nyt revymedlem

Foruden tre nye skuespillere er endnu en ny skikkelse at finde under prøverne på Sønderborg Teater.

Det er Åse, som indimellem sniger sig med på scenen for at få noget opmærksomhed. Hun siger intet, men følger gerne efter Jeanne Boel.

Jeanne Boel vil gerne finde en, der kan passe hunden Åse, mens hun øver. For om få uger skal hun have salen til at grine. En følelse skuespilleren elsker. Det fandt hun ud af tilbage i 1979 og husker første gang, publikum lo med hende. Foto: André Thorup

For Åse er hendes hund, som hun fik i gave til sin 60-års fødselsdag.

- Hun er blevet mit lille hjertebarn, og jeg nyder at have hende med, men i takt med, at vi skal øve længere tid og mere intenst, kommer hun til at kede sig, siger Jeanne Boel, som derfor søger en hundepasser.

De andre på revyholdet kan heller ikke stå for den lille hvalp. Det er tydeligt, da Jeff Schjerlund træder ind i frokoststuen på teateret. Åse er den første, der bliver hilst på. Dernæst Jeanne Boel, hvorefter de to forsvinder ind på scenen for at øve endnu en dans og sang.

Der er stadig billetter til årets revy, hvor der kun må lukkes 300 gæster ind i salen grundet restriktioner. Foto: André Thorup
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Se højdepunkterne fra en magisk EM-aften: Danmark tævede Rusland og bragede i ottendedelsfinalen

Annonce