Esbjerg: Bestyrelsen for Fiskeri- og Søfartsmuseet har ansat Merete Jankowski som direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg fra 1. maj 2021.
Merete Jankowski er uddannet mag.art i kunsthistorie og er specialist i kultur- og oplevelsesøkonomi. Hun har igennem 12 år været leder af en række kulturinstitutioner, senest som direktør for kunsthallen Overgaden i København.
Fremtidens Fiskeri- og Søfartsmuseum
Når Merete Jankowski tiltræder den nye stillingen som direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet, er det langt fra første gang, hun sætter sine ben i den sydvestjyske kulturinstitution.
Her har hun nemlig allerede som barn hvert år dissekeret fisk og lært om hvaltyper på museets sommerskole. En passion for museet og Sydvestjylland er derfor en del af den bagage, Merete Jankowski bringer med ind i den nye stilling foruden en omfattende faglig erfaring og værktøjskasse.
-Med sit fokus på Vesterhavets unikke natur, samspillet mellem menneske og hav og sin centrale placering i Esbjerg ser jeg fremtidens Fiskeri- og Søfartsmuseum som et oplagt prisme til at belyse nogle af vores samfunds vigtigste, siger Merete Jankowski.
Det store spring
Nogle gange står stjernerne bare helt rigtigt for at tage de store skridt, oplever hun.
- Esbjerg skal være foregangsby for den grønne omstilling, en pandemi har åbnet danskernes øjne for den vidunderlige natur her i landet, og på globalt plan skal vi finde bæredygtige måder at udnytte klodens ressourcer på, siger hun.
Bestyrelsesformand for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Jakob Lose, ser frem til samarbejdet og er sikker på, at Merete Jankowski er den rigtige til opgaven:
- Det har været vigtigt for os at finde en leder, som kan stå i spidsen for det store og visionære udviklingsprojekt, der skal gøre Fiskeri- og Søfartsmuseet til Danmarks museum for havet. Det er af afgørende betydning for projektets succes, at det bliver ledet med en sikker hånd. Merete Jankowski er valgt blandt et stærkt felt af ansøgere, fortæller Jakob Lose.
En kreativ profil med værdifuld erfaring
Merete Jankowski er en kreativ profil, som kender kulturområdet rigtigt godt.
- Hun har værdifuld erfaring fra tidligere job som leder af kulturinstitutioner, erfaring med oplevelsesøkonomi, og samtidig har hun bevist sit værd i forhold til fundraising, siger Jakob Lose.
Merete Jankowski afløser David Dupont-Mouritzen, som efter knapt fem år på posten valgte at søge nye udfordringer og stoppede som direktør på museet i januar 2021.
Merete Jankowski, ny direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet
Uddannelse
Mag.art i kunsthistorie, Københavns Universitet, 1997-2005
Ansættelser
Merete Jankowski har siden 2012 været af Overgaden – Institut for Samtidskunst
Rektor, Det Fynske Kunstakademi, 2009-12
Kunstfaglig medarbejder/kurator, Kunststyrelsens Billedkunstcenter, 2005-09
Ekstern lektor, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, 2005-08