Annonce
Udland

Etiopisk nobelprismodtager: Krig er indbegrebet af helvede

Fredrik Varfjell/Ritzau Scanpix
Den etiopiske premierminister, Abiy Ahmed, er tirsdag i Oslo for at få overrakt Nobels fredspris.
Annonce

- Krig er indbegrebet af helvede for alle involverede.

Sådan lyder det tirsdag fra Etiopiens premierminister, Abiy Ahmed, der er i Norge for at få overrakt Nobels fredspris.

Abiy Ahmed blev offentliggjort som modtager af prisen i oktober.

Årsagen var den 43-årige premierministers indsats for at skabe fred mellem Etiopien og Eritrea efter to årtiers fjendskab.

Han siger, at han som soldat mellem 1998 og 2000 under opgør mellem de to mangeårige rivaler var vidne til "kampenes hæslighed, deres ondskab, og hvad det kan gøre ved folk".

- Jeg har set brødre slagte brødre på slagmarken. Jeg har set ældre mænd, kvinder og børn ryste af frygt under en dødelig regn kugler og bomber, lyder det i premierministerens tale i rådhuset i Oslo.

Han siger, at militante grupper og globale militære supermagter i dag udgør en trussel for området ved Afrikas Horn i det østlige Afrika.

- De globale militære supermagter udvider deres militære tilstedeværelse i området. Terroristgrupper og ekstremistiske grupper forsøger også at få fodfæste, siger Abiy Ahmed.

Han nævner ikke specifikt, hvilke lande eller grupper han taler om.

- Vi vil ikke have, at Afrikas Horn bliver en kampplads for supermagter eller et gemmested for terrorister eller folk, der står bag fortvivlelse og elendighed, siger den etiopiske premierminister.

Han roser i sin tale desuden Eritreas præsident, Isaias Afwerki, og kalder det stensikkert, at Etiopien og Eritrea vil forpligte sig til at holde freden.

Abiy Ahmed er med sine 43 år Afrikas yngste nuværende politiske leder.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

De gule veste på Debelvej

Annonce