x
Annonce
Udland

EU-Domstolen afviser sag men løfter pegefinger mod Polen

François Lenoir/Reuters
Polen må ikke rejse disciplinærsag mod dommere, som har fået afvist svar på spørgsmål, siger EU-Domstolen.

To polske dommere kan ikke få EU-Domstolens svar på, om en polsk retsreform, der gør det muligt at indlede disciplinærsager mod dommere, er lovlig.

EU-Domstolen vil ikke behandle spørgsmålet i forhold til de to sager, da de ikke omhandler fortolkning af EU-lov. Det skriver domstolen torsdag.

Dommerne har ikke bedt om en fortolkning af EU-lov i forhold til de konkrete sager. Derimod bruger de sagerne til at stille et spørgsmål om disciplinærordningen. Det kan EU-Domstolen ikke besvare.

Samtidig siger EU-Domstolen dog, at det faktum, at sagen afvises, ikke må føre til, at der åbnes en sådan disciplinærsag mod dommerne.

"Faktisk" vil udsigten "til et sådan disciplinærsag sandsynligvis underminere" de berørte dommeres evne til "effektivt at fælde domme", skriver EU-Domstolen.

Polen har gennemført en række reformer af retssystemet de seneste år. EU-Kommissionen, som mener, at nogle af dem er i strid med EU-regler, har kritiseret den polske regering.

Kommissionen har rejst sager om traktatbrud mod Polen og også bragt EU-Domstolen på banen.

EU-Kommissionen har også indledt en artikel 7-procedure mod Polen. Det kan føre til, at man tager stemmeretten fra et EU-land. Men det kræver enstemmighed, og det er der ingen udsigt til.

I den konkrete sag, som EU-Domstolen har afvist, havde dommerne Ewa Maiejewska og Igor Tuleya bedt om "præjudicielle afgørelser".

Det er fortolkninger, som domstole i alle EU-lande kan bede EU-Domstolen om. Men de kan kun få den, hvis de har brug for en fortolkning af EU-retten, og - understreges det - hvis de står og skal fælde dom i en konkret sag.

De to dommere var bekymrede for, at domme, som de skulle fælde, kunne føre til disciplinærsager imod dem.

En af sagerne omhandler en strid mellem byen Lowicz og det polske finansministerium om betaling af offentlige midler.

Den anden omhandler, om tre dømte kriminelle, som har samarbejdet med de polske myndigheder, skal løslades før tid.

Dommerne frygter, at retsreform kan betyde, at dommere fjernes fra posten, hvis de dømmer imod regeringens ønske. De frygter samtidig, at dommere af frygt for disciplinærordningen vil lade sig påvirke.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce