Annonce
Udland

EU står svagt i kampen om at redde atomaftalen med Iran

Ho/Ritzau Scanpix
Atomaftale med Iran hænger i tynd tråd, fordi EU ikke har modsvar til USA's sanktioner, vurderer professor.

Irans præsident, Hassan Rouhani, meddelte 8. maj, at landets berigelse af uran ville krydse atomaftalens grænseværdier inden for 60 dage.

Betingelsen for at stoppe er, at aftalens øvrige parter laver ordninger, der beskytter Irans olie- og banksektor imod USA's sanktioner.

Ifølge professor i international politik på Københavns Universitet Ole Wæver, er det ikke lykkedes EU at lave et modsvar til USA's sanktioner.

- Det er ikke lykkedes EU at lave ordninger, der har rykket ved virksomheders risikovurderinger, siger Wæver.

Efter at have trukket sig ud af atomaftalen, indførte USA i maj 2018 omfattende sanktioner, der særligt ramte Irans olieproduktion.

I november indførte amerikanere mere bredt favnende sanktioner, der rammer en række sektorer i landet. Herunder såkaldte sekundære sanktioner, der også kan ramme EU-virksomheder, hvis de har forretninger i Iran.

Facit på virksomhedernes risikoregnestykke er derfor ensidigt.

- Sådan som forholdene er nu, er det meget få virksomheder, der vil satse deres adgang til det amerikanske marked for at komme ind på det iranske, siger Wæver.

Ifølge Wæver sidder EU og atomaftalens øvrige parter med en todelt opgave.

I først led skal man få en ordning på plads, der muliggør, at virksomheder faktisk kan lave forretninger med og i Iran.

- Det kræver, at man kan overbevise virksomheder om, at risikoen for amerikanske konsekvenser er fuldstændig væk. Både på den korte og lange bane, siger Wæver.

I andet led skal EU overbevise Iran om, at ordningen skaber så gode vilkår, at investeringer fra og handel med EU-lande vil udfylde de store økonomiske huller, som USA's sanktioner har skabt.

Det har EU uden held forsøgt på, siden de første sanktioner blev pålagt Iran for et år siden. Derfor mener Wæver ikke, at det er realistisk, at man når det, inden Iran efter planen bryder grænseværdierne 7. juli.

Det samme gælder aftalens øvrige parter, Rusland og Kina.

Med atomaftalen gik Iran med til at begrænse antallet af centrifuger, der bruges til berigelse af uran samt at reducere lageret af uran med 98 procent over 15 år.

I sin seneste analyse af Irans finanser fra april fremskriver Verdensbanken, at landets økonomi vil skrumpe med to procent inden for det næste år. Samtidig vil den allerede voldsomme inflation stige til over 30 procent.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce