Annonce
Debat

EU-valget: Vestager, Anker og Aukens togfond

Vestager skal støttes

Det er ganske ubegribeligt, at flere danske spidskandidater til EuropaParlamentet ikke støtter Vestagers kandidatur til formandsposten for Kommissionen. Pernille Weiss (K) støtter tyske Weber, Jeppe Kofod (S) belgiske Frans Timmermanns og så fremdeles.

For mig er det en selvfølge, at alle partipolitiske forskelle skal lægges til side, hvis vi får muligheden for at få en dansk kommissionsformand. Det er jo primært en ledelsespost. Vestager har været en stærk kommissær og har den nordiske tilgang til demokrati og ledelse: Det handler om at skabe retning, at samle folk og at sikre de nødvendige kompromisser. Derfor støtter jeg naturligvis vores danske kandidat.

Mette Bock (LA), spidskandidat til EP-valget

Anker havde ret

Anker Jørgensen sagde engang, at der er godt og skidt i EU, men at Europaparlamentet også er en kampplads, en politisk kampplads ligesom Folketinget eller et byråd.

Det betyder noget, hvem der sidder der, og hvilken knap, de trykker på, når der bliver stemt. Et eksempel: I dag er det uhyrligvis sådan, at en virksomhed kan få EU-støtte til at udflytte arbejdspladser til et andet EU-land. Sjovt nok er det ofte til et land med ringere løn- og arbejdsforhold, i flere tilfælde således fra Danmark til Østeuropa.

Det er noget, mange vil harmes over.

Men der skal man så bare have med, hvorfor dette kan finde sted. For et lille års tid siden, i juni 2018, kunne denne uhyrlighed have været afskaffet, da Europaparlamentet stemte om det.

Når det ikke skete, så skyldes det, at der desværre her og nu er det, vi herhjemme ville kalde blåt flertal i parlamentet. Venstre - og pinligt nok desværre også DF - stemte også imod at afskaffe dette, mens bl.a de danske socialdemokrater stemte for.

Så ja - Europaparlamentet er, med Ankers ord, en politisk kampplads. Det betyder noget, hvem vi vælger, og derfor må man håbe på en høj valgdeltagelse 26. maj.

Mads Nielsen, Esbjerg Ø.

DF vil beholde forbehold

Midt i valgkampen har Venstre bragt endnu et ømtåleligt emne på banen, ønsket om at ophæve det danske forsvarsforbehold i EU for at skabe plads til en Europahær. Det finder vi i DF helt hen i vejret og vitterligt udtryk for manglende respekt og forståelse for det danske folk.

Det sidste, vi har brug for på et tidspunkt, hvor EU hverken kan eller vil forsvare sine ydre grænser mod migrantstrømmene og hvor der er totalt kaos på de indre linjer som følge af migrantkrisen, Brexit og en vaklende Euro, er da at oprette en fælles EU-hær.

DF ønsker tværtimod flere forbehold fra EU, herunder fra den sociale union og retten til at opretholde en permanent grænse.

Peter Skaarup, MF, DF

Vi har nok i Nato

Da vi i 1973 stemte os ind i EF, var jeg meget begejstret. Men den begejstring falmede, efter vi fik EU. Det kunne ikke gå hurtigt med at udvide EF med alle de tidligere sovjet-stater, der hverken økonomisk eller demokratisk var modne til at være medlemmer. Så fik magthaverne i Bruxelles banet vejen for at få endnu mere magt.

Det er tydeligt at det, man ønsker, er et Europas Forenede Stater. Men Europa er ikke som USA et land af delstater, Europa er et land af nationalstater med hver deres kultur, sprog og samfunds-ordning. Det vil aldrig kunne gå uden at skabe ufred .

Og EU er også blevet hjemsted for et enormt bureaukrati. Hele dette mis- og overforbrug må stoppes. Og man har endnu flere dyre projekter i støbeskeen. Jeg tænker især på planen om en udrykningshær, som skal sendes i krig i lande uden for EU. Har man nu også tænkt på, at denne militærmagt også kan vendes mod EU’s egne medlemmer, hvis de ikke vil makke ret? Har vi ikke nok i NATO ?

Kris Zacho, Svendborg.

Vi skal ha’ europæisk togfond

Elendige konkurrencevilkår, dårlige forbindelser, uendelige rejsetider og så godt som ingen passagerrettigheder gør det surt og svært at vælge toget frem for flyet. Klimaet kalder rigtignok på os og togrejser udleder kun en tiendedel af flyrejsens CO2. Derfor arbejder jeg, SF og vores Grønne Gruppe i EU-Parlamentet for en opgradering af tognettet bla. gennem oprettelsen af en europæisk togfond.

Men det nytter ikke noget at have et effektivt tognet, hvis borgerne ikke kan få nem adgang til billetter og kompensation, når toget er forsinket. Derfor skal der laves en fælles platform for booking af togbilletter på tværs af EU med informationer om rettigheder, forsinkelser og services, tilgængelig på alle EU’s sprog.

Fra EU’s side skal mindst halvdelen af EU’s infrastrukturmidler bruges til at sikre bedre og hurtigere imellem Europas store byer.

Margrete Auken, MEP, SF

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce