Annonce
Varde

Evald om at bo nabo til en usikret overkørsel i 43 år: Det værste var tåge

Onsdag er arbejdet med at sikre overkørslen påbegyndt. Evald Johnsen hilser sikringen velkommen. Foto: Morten Nielsen

Endelig kom der en afklaring på livsfarlige overkørsler ved Sig nord for Varde. Nabo siger: - Bedre sent end aldrig.

Sig: Han har ikke tal på, hvor ofte han selv har bevæget sig over den usikrede overgang med nummeret 161. 82-årige Evald Johnsen og hustruen Solveig fra området nord for landsbyen Sig har nemlig været nabo til overkørslen i 43 år. Og det har parret altså overlevet, selv om der ikke er blink, og selv om bommene er noget, som trafikanterne selv betjener.

Nu kom nyheden fra Banedanmark så om, at det er slut med tre ubevogtede overkørsler på stribe i Sig. Den ene af disse overkørsler, den med nummeret 163, var rammen om en dødsulykke den 19. juni, og siden er der presset på for at få overskæringerne sikret. Afkørsel 163 og 162 lukkes helt, mens afkørsel 161 sikres.

- Bedre sent end aldrig, siger Evald Johnsen, som oplyser, at denne sikring skulle være foretaget allerede i 2016.

Det var borgerne stillet i udsigt af Banedanmark.

Allerede nu arbejdes der på at sikre afkørslen. Den får asfalt og et bump i første omgang. Til næste år kommer der desuden et blink, og så er den sikret.

- Det er den mest sikre af de tre overkørsler, for man har et godt udsyn her, siger Evald Johnsen.

Annonce

Fleksbus

Det var en minibus fra Flextrafik med passager, der forulykkede ved den ubevogtede overkørsel i Sig den 19. juni. Kvinden var 80 år, chaufføren 55 år.

I løbet af to uger er to overskæringer nedlagt, og så er der kun passage her. Evald Johnsen har drevet hobbylandbrug her i 43 år og kender overkørslen ud og ind. Foto: Morten Nielsen

Vejr har betydning

Der er så godt et udsyn, at man kan skimte, når toget starter i Tistrup, og se, når det starter i Sig. I hvert fald i klart vejr.

Det værste er så tåget vejr.

- Så har jeg som regel kørt over, lige efter der er kommet tog. Det nytter ikke noget, at man kan køreplanen. Der kan altid kommet et ekstra tog, eller der kan være forsinkelser. Når vi kører over, så regner vi altid med, at der kan komme et tog, siger Evald Johnsen om sin og konen Solveigs lange naboskab med den hidtil usikrede overkørsel.

Kommune pressede

Begrundelsen fra Banedanmark har været, at det ikke har været muligt at få det rette udstyr leveret. Varde Kommune med borgmester Erik Buhl i spidsen har presset Banedanmark - især efter ulykken. Og nu kommer blinkene altså i en overskuelig fremtid, og arbejdet med at lukke de to øvrige overgange begynder hurtigere end frygtet.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

Kolding

Død mand blev glemt i sin lejlighed: Ingen vil tage ansvaret

Sydjylland

Flysager hober sig op i byretter: SF vil have justitsministeren på banen

Annonce