Annonce
Sønderborg

Få billetter til en af sommerens første koncerter i Mølleparken

Queen Machine har spillet flere gange i Mølleparken. Arkivfoto: Anders Kibbel
Billetsalget til Rock i Mølleparken går godt. Kultur i Syd har 100 partoutkort tilbage.

Sønderborg: Der er en måned til de første koncerter i Mølleparken, og aftenen med Queen Machine og Dodo And the Dodos er snart udsolgt. Der var fredag kun 50 billetter tilbage til koncerten fredag den 21. juni.

Det er Dodo And the Dodos, som starter aftenen med en koncert, der tager publikum en tur gennem 80'erne med hits som "Vågner i natten", "Sømand af verden", "Vi gør det vi ka' li", "Lev livet nu" og "Pigen med det røde hår". Dernæst går danske Queen Machine på scenen i Mølleparken, hvor de har spillet udsolgte koncerter flere gange. ”We are the Champions”, ”We Will Rock You”, ”Somebody to Love”, ”Bohemian Rhapsody” og en lang række andre hits får ny luft under vingerne med det danske band. Koncerterne er med på partoutkortet til Rock i Mølleparken. - Salget af partoutkort har sat rekord i år, idet der på blot tre timer blev afsat over 2500 partoutkort. Og der er også kun 100 partoutkort tilbage, inden de røde lamper også tændes her, fortæller eventchef Jes Johansen fra Kultur i Syd. Årets koncertrække i Mølleparken begynder torsdag den 20. juni med Rasmus Seebach. Dagen efter er det Queen Machine og Dodo And the Dodos, og weekenden slutter med Jonah Blacksmith og britiske 10CC. I august fortsætter koncertrækken med blandt andre Johnny Madsen Band, Gilli & Kesi, Tina Dickow og Jacob Dinesen. Billetsalget foregår via www.billetsalg.dk. Billetter til lørdag den 21. juni koster 300 kroner, mens et partoutkort koster 950 kroner.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce