x
Annonce
Erhverv 112

Få hjælp i en coronatid: Jysk Fynske Medier opretter gratis hotline for trængte virksomheder

Har du som virksomhedsejer, selvstændig eller butiksindehaver også svært ved at finde svar og løsninger på alt fra ansættelsesret, lønkompensation og markedsføring midt i en coronatid, så er hjælpen her. Danmarks næststørste mediekoncern og din lokale avis sætter både egne kompetencer gratis i spil og samler erfaringer udefra for at støtte det lokale erhvervsliv.

Erhverv 112: Hvordan beholder jeg kunderne i butikken, når den fysiske forretning er lukket ned?

Hvem får jeg til at købe det enorme parti - blomster, æg eller andre varer uden lang holdbarhed - som står klar til levering på lageret uden aftager, når det skal gå hurtigt med at udvide salgsnetværket?

Og hvad betyder det for mig, når Erhvervsstyrelsen onsdag åbner for ansøgninger om lønkompensation?

Coronakrisen har på få uger givet slemme skader i fundamentet hos de danske virksomheder - små som store. Mange må fra den ene uge til den næste kæmpe med likviditeten, og flere års faldende ledighed er erstattet af fyresedler, der bliver stanget ud på stribe. Der er ingen tvivl om, at det er alvorligt langt de fleste steder.

Annonce

Virksomhederne er samtidig det fundament, som samfundet bygger på. Lokalt som nationalt. Det får krisen til at ramme ekstra dybt.

Det er nu, vi skal stå sammen, selv om vi fysisk skal holde afstand. Derfor opretter Jysk Fynske Medier en gratis hotline for trængte virksomheder, som savner sparring, svar eller bare et godt råd i den nye dagligdag. Hotlinen hedder Erhverv 112, fordi det er både akut og alarmerende.

Danmarks næststørste mediekoncern, der står bag en række lokale og regionale titler som eksempelvis Fyens Stiftstidende, JydskeVestkysten og Århus Stiftstidende, stiller selv kvit og frit en række kompetencer til rådighed for lokale firmaer og forretninger. Det gælder for eksempel eksperter inden for e-handel, markedsføring og sociale medier.

Samtidig sidder eksterne eksperter klar til at hjælpe med at svare på spørgsmål om alt fra ansættelsesret, krisekommunikation og ledelse til finansiering, skat, moms og regnskab. Det er blandt andet advokater, revisorer og økonomer.

Endelig bliver alle de gode historier delt til gensidig inspiration med læsere og brugere på alle platforme - herunder nyhedssider på nettet, de 13 jysk-fynske dagblade og andre titler.

Der har allerede været flere, som eksempelvis den fynske gartner, der er klar til at give 100.000 ellers eksportklare påskeliljer væk, den midtjyske bager, som har genopfundet begrebet "landture" og selv kører brød ud til kunderne, eller de mange tomme restauranter, der i stedet har fået gang i en blomstrerende take away-forretning.

Formålet med Erhverv 112 er enkelt. At stå sammen lokalt om at få flest mulige erhvervsdrivende og deres virksomheder bedst muligt gennem krisen.

Erhverv 112

Erhverv 112 er Jysk Fynske Mediers hotline for virksomheder, der er trængte på grund af coronakrisen.

Hotlinen giver mulighed for at få gratis sparring, hjælp og søge gode råd til alt om finansiering, kommunikation, markedsføring og meget mere.

Jysk Fynske Medier er Danmarks næststørste mediekoncern, du blandt andet kender for Avisen Danmark, Erhverv+ og de 13 lokale dagblade, Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, JydskeVestkysten, Fredericia Dagblad, Vejle Amts Folkeblad, Dagbladet Holstebro, Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Dagbladet Struer, Folkebladet Lemvig, Viborg Stifts Folkeblad, Horsens Folkeblad, Randers Amtsavis og Århus Stiftstidende.

Sådan bruger du Erhverv 112:

Skriv direkte til os på mailen erhverv112@jfmedier.dk eller via din avis' hjemmeside i et nyoprettet beskedmodul under erhvervsrelaterede artikler.

Du kan også ringe til os på telefon 63 45 22 00 alle hverdage i tidsrummet 8-16.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce