Haderslev: Butiksansat forsøgte at stoppe tyv - så udviklede det sig til et røveri
Et simpelt butikstyveri udviklede sig til et røveriforsøg, da personalet i Kvickly i Vojens tirsdag eftermiddag opdagede og satte efter en butikstyv.
Det fortæller Erik Lindholdt, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politiet modtog klokken 15.50 en anmeldelse om butikstyveri, men da politiet nåede frem, viste det sig, at der var tale om et røveriforsøg. Læs mere om sagen her.
Haderslev: Ukendte gerningsmænd hærger byen i nattetimerne
I sidste uge er flere biler i Haderslev centrum blevet udsat for hærværk, hvor en eller flere gerningsmænd har kastet store sten ind ad ruderne på bilerne. Anette og Lone har nu brugt flere tusinde kroner på at få bilerne fikset.
Billund: Helikopteruheld i lufthavnen
En helikopter har her til aften været involveret i et uheld i Billund Lufthavn.
Det fortæller Jens Rønberg, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.
- Det er en helikopter, som har stået på jorden eller været i gang med landing, som der sker et eller andet med, så den vælter om på siden eller vælter om på taget, siger han.
Uheldet blev anmeldt klokken 17.19.
Oksekær: Litauisk tyv kørte lige ind i kæmpe kontrol på vej ud af landet
Fælden klappede om en litauisk tyv, da han mandag var på vej ud af Danmark i en varebil fuld af tyvekoster.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Tyven var så uheldig at køre lige ind i en omfattende kontrol på Oksekær Rasteplads omkring 20 kilometer nord for den dansk-tyske grænse, hvor i alt 460 biler og 837 personer blev undersøgt nærmere.
En af de standsede biler var altså den litauiske mands varebil, som indeholdt både stjålne smykker, sølvtøj elektronik og madvarer, skriver politiet.
Litaueren blev afhørt af politiet og løsladt igen, men han skal stilles for en dommer, når sagen er fuldt efterforsket.
Udover tyvekosterne resulterede kontrollen i en enkelt sag om overtrædelse af loven om euforiserende stoffer og en frivillig indlevering af et baseballbat.
Aabenraa: Bilist passerede fotovogn med 135 km/t på landevej
ATK har i dag målt på Søvangvej i Aabenraa kommune. De fleste kørte pænt, men 10 bilister får en kedelig hilsen fra os. Heraf er der en bet.frak for at passere ATK vognen med hele 135km/t i 80zone. Sænk farten og hjælp alle sikkert frem #atkdk #politidk pic.twitter.com/ABw4UjWcXo
— Sydjyllands Politi (@SjylPoliti) May 10, 2022
Esbjerg: 43-årig mand fra Esbjerg dømt for trusler mod statsministeren på Facebook
En 43-årig mand fra Esbjerg blev mandag dømt for trusler mod statsminister Mette Frederiksen via Facebook. Manden blev fundet skyldig i at have overtrådt straffelovens paragraf 119 - vold eller trussel om vold mod nogen i offentlig tjeneste eller hverv - i alt fem gange.
Sønderborg: Sigtet blev varetægtsfængslet i retten
@AnklagerSJYL fremstiller kl 14.00 en 34-årig polsk mand i et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg, sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer #politidk #anklager
— Sydjyllands Politi (@SjylPoliti) May 9, 2022
Værktøjstyv på spil i Brørup
En værktøjstyv har været på spil i Vestergade i Brørup.
Mandag modtog Syd- og Sønderjyllands anmeldelse om et tyveri, der foregik fredag 6. maj i tidsrummet klokken 13-17.
- Fra et ulåst redskabsskur er der stjålet en boremaskine af mærket Black & Decker, en mappe med værktøjsnøgler og en uåbnet kasse med dartskive og pile, oplyser Dennis Holst fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kosterne vurderes til at have en samlet værdi på 4000 kroner.
32-årig mand kunne ikke komme ud af sin bil efter solouheld
I Viuf lidt nord for Kolding er en 32-årig mand kørt galt i et solouheld på Hovedvejen.
Meldingen om uheldet indløb klokken 08.57.
Manden kunne ikke selv komme ud af sin bil, fordi døren var ødelagt, og derfor måtte brandvæsenet hjælpe ham ud.
Han blev derefter kørt på Kolding Sygehus, men var ved bevidsthed.
- Han kunne oplyse sit navn og sin alder, så han er ikke i kritisk tilstand. Men han er selvfølgelig kommet til skade, fortæller Milan Holck Nielsen ved Sydøstjyllands Politi.
Han oplyser også, at bilen lå ude i siden efter uheldet, og at vejen ikke er spærret.
Rolig nat i det sydjyske
I Syd- og Sønderjylland har politiet haft en ganske rolig nat, hvor der ikke har været noget store at se til. Det fortæller vagtchef Henrik Sønderskov ved politiet.
Godmorgen og velkommen
Vi byder nu velkommen til vores 112-liveblog, som kører frem til i aften klokken 23. Som altid vil fokus være på ordensmagtens arbejde og trafikken på det danske vejnet.