Annonce
Livsstil

Få stor lyd på lille budget med nyt surround-sæt

Logitech Z607 er et pænt og diskret surround-sæt, der vil betyde bedre lyd for de fleste fladskærme og pc'ere. Der er en række muligheder for musik, bl.a. bluetooth og fm-radio, og til prisen får man meget lyd for pengene. Pr-foto

Logitech Z607 er navnet på et nyt surround-sæt fra Logitech, der er en for prisen stærk opgradering af tv- eller pc-lyden hjemme. I denne test er sættet koblet op på et tv, der både bruges til gaming, tv og film.

Logitech har en stribe højttaler-sæt på markedet allerede, ofte i et prisvenligt 2.1-setup, men har også tidligere gjort sig bemærket i reelle surround-setup - ikke mindst med Z906, der stadig er et godt køb. Z607 koster cirka det halve, 1099 kroner, og hvad får man så for det?

I kassen er fem sattelithøjttalere, en subwoofer, en fjernbetjening og alle de nødvendige kabler. Højttalerne praler af ekstra lange kabler, der kan nå overalt. De seks meter lange kabler gav dog undertegnede sved på panden og krævede nogle kompromiser, da baghøjttalerne skulle sættes til. De 2,2 meter lange kabler til fronthøjtalerne gav faktisk også udfordringer, så det kan anbefales at få målt rummet op på forhånd. Det er selvfølgelig muligt at forlænge kablerne, men det er et ærgerligt sted at spare for Logitech.

Z607 leverer 5.1 surround-sound, men kan også afspille musik via Bluetooth, sd-kort eller en usb-pen - og der er sågar en fm-modtager indbygget med dertilhørende antennekabel. Subwooferen er som ofte set før hjertet i sættet, og den er flot at se på med et lille LED-display. Fjernbetjeningen er minimalistisk og lille, men dækker alle behov. Selve højttalerne er diskrete og pæne i sort plastic.

Lyden er en klar opgradering af lyden i mange fladskærme og sågar mange 2.1-sæt på markedet, men når naturligvis ikke op på samme niveau som et ægte surround-setup med en rigtig forstærker og særskilte højttalere. Til prisen får man dog meget lyd for pengene. Musik lyder godt, tale er klar og tydelig, og der er en pæn detaljegrad. Lyden har tendens til at være en smule lys out-of-the-box, men der er heldigvis mulighed for at indstille lyden som ønsket.

Logitech har med Z607 gjort det muligt at opgradere tv- eller pc-lyden til ægte surround-sound på et meget begrænset budget. Design og brug af fjernbetjening er en positiv oplevelse, og eneste minus er højttalerledningerne, der er for korte, selvom de praler med at være det modsatte.

Pris og tilgængelighed: 1099 kroner, kan købes på nettet, direkte hos Logitech.dk.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce