Annonce
Haderslev

Fællesskab og motion gør udsatte borgere sundere

Videncenterchef Børge Koch fra Videncenter for Sundhedsfremme ved UC Syd er både som chef og formand for byrådets udvalg for sundhed og forebyggelse glad for et projekt, som har fået udsatte borgere i Haderslev Kommune til både at blive sundere og få mere selvtillid. Arkivfoto: Søren Gylling
Projekt Aktiv og Sund, der siden 2017 har været et tilbud til udsatte borgere i Haderslev Kommune, har været en succes og givet ny viden. Konference til september.

En borger er gået fra at være sengeliggende i to år til at blive ambassadør på løbeholdet og er med til sociale aktiviteter med de andre ambassadører. En anden borger gik i starten med rollator og var desuden selvmordstruet, men kunne efter kort tid parkere rollatoren og er gået ned i hjælp fra bostøtten. Borgeren er blevet gladere og er næsten med til alle aktiviteter.

Der er rigtig gode tilbagemeldinger fra deltagerne i projekt Aktiv og Sund, der siden 2017 har været et tilbud til udsatte borgere i Haderslev Kommune. I projektet, der foregår i et samarbejde mellem Haderslev Kommune, UC Syd og foreningen VHG Syd, motiveres borgerne til at være mere aktive og blandt andet dyrke motion sammen med andre.

Annonce

Baggrund

I samarbejde med Haderslev Kommune udvalgte UC Syd to bosteder, Digagergaard og Svanen samt og tre væresteder - Borgercafeen, Kolibrien og Unge på Sporet- til at være med i projektet.

Gennem hele projektperioden har ambassadørerne været gode til at finde på aktiviteter og turer, hvor de med støtte fra personalet har arrangeret blandt andet ture til Aarø, fisketure, Lady walk og Poverty Walk.

Mere selvtillid

- Borgerne har fået mere selvtillid, og de udvikler venskaber på tværs. Flere af borgerne har også tabt sig og er begyndt at komme i form, og aktiviteterne er blevet så stor del af hverdagen, at borgerne bliver rastløse i ferieperioderne, når der ikke er sport og aktiviteter, fortæller Gitte Jepsen, social- og sundhedsassistent i Værestedet Brugerhuset.

Hun og 20 andre medarbejdere på Haderslev Kommunes bo- og væresteder samt seks frivillige er blevet uddannet til såkaldte forandringsagenter, som er med til at motivere borgerne og hjælpe dem afsted til aktiviteterne. Gitte Jepsen er ikke den eneste, der oplever, at der ikke kun sker fysiske forandringer hos borgerne. De bliver også gladere, åbner sig op og får mere selvtillid ved holdaktiviterne, der kan være alt fra svømning, styrketræning, mindfullnes til gåture.

- Flere har fortalt, hvordan de pludselig er blevet en del af fællesskabet og føler sig som en del af en gruppe, hvor der bliver vist omsorg fra de andre deltagere. I forhold til det sociale har det stor betydning for mange af borgerne, at de skal af sted til noget, og de er rigtig gode til at motivere hinanden, siger Helle Sass Tarbensen, der er bostøttemedarbejder i Bostøtten Haderslev.

Flere medlemmer

VGH Syd, der er en idrætsforening for psykisk sårbare i Haderslev Kommune, spiller en aktiv rolle, da det er foreningens uddannede brugere, der i samarbejde med medarbejdere i Socialpsykiatrien står for aktiviteterne. Foreningen har oplevet en stor fremgang. VGH Syd havde ved indgangen af 2018 cirka 55 medlemmer. Hertil kommer 56 nye i projektet - i alt 111 borgere. Renset for dobbeltregistreringer i alt 104 borgere. Projektet har således fat i mere end 10 procent af målgruppen, fremgår det af en rapport, der er udarbejdet af Haderslev Kommune og sendt til Sundhedsstyrelsen.

Indsatsen har fået så gode resultater, at der til efteråret, den 10. september, vil blive holdt en konference for alle interesserede.

På konferencen vil der blive delt ud om tankerne bag projektet og samtidig kan man få input til, hvordan holdsportsaktiviteter kan være en del af vejen til at mindske uligheden i sundhed.

Vidensdeling

- Det vil med garanti blive mødt med stor interesse, fordi ingen andre - ikke engang Københavns Universitet - tidligere har beskæftiget sig med denne gruppe borgere, siger Børge Koch, der ud over at være radikal formand for byrådets udvalg for sundhed og forebyggelse er chef for videncenter for sundhedsfremme ved UC Syd.

- Ofte siger man om udsatte borgere, at de ikke ikke har lyst til, men denne solstrålehistorie viser, at det ikke passer, og det vil vi godt fortælle om, siger Børge Koch.

Børge Koch har årelang erfaring i sammenhængen mellem fysisk og psykisk sundhed samt betydningen af samvær med andre mennesker:

- Lige så mange dør af ensomhed som af tobaksrøg, og foreningslivet og fællesskabet spiller derfor en stor rolle. Projektet viser, at det ikke er en umulig opgave, men det skal være sjovt, og man behøver ikke have en bold eller en hockeystav. Det kan bare være en gåtur, siger Børge Koch, der peger på, at erfaringerne fra Aktiv og Sund kommer til at indgå i Haderslev Kommunes nye sundhedspolitik, der bliver præsenteret efter sommerferien.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sørgelig sag fik det rette udfald

Sagen er helt igennem sørgelig. Men det kunne ikke være anderledes. Naturligvis måtte den danske stat ikke lade et lille barn gå til grunde i en lejr i Syrien, efter såvel barnets somalisk-danske mor som faren tilsyneladende er blevet dræbt. Derfor er den 11 måneder gamle dreng nu blevet hentet til Danmark, hvor han forhåbentlig får en god fremtid sammen med sine slægtninge. Både drengens mor og far har haft tilknytning til Islamisk Stat. Sagen er den bedst tænkelige illustration af det idioti, disse fanatikere er besat af. Deltagelse i terror er i sig selv utilgivelig. Men det er komplet ubegribeligt, at forældre også er parate til at ofre deres eget barn for en tåbelig sag. Netop dette er jo konsekvensen af at medbringe børn eller sætte dem i verden i det helvede, Islamisk Stat lykkeligvis kun for en kort periode kunne etablere i Mellemøsten. Vi skal i sådanne sager være humane, men med kraftige forbehold. For den danske stat er der uanset farven på de pågældendes pas ingen grund til at gøre sig synderlige anstrengelser for at hente andre IS-terrorister til landet. Det gælder også for de pågældendes børn, med mindre ganske særlige forhold gør sig gældende. Det var tilfældet for den lille dreng samt i en tidligere sag, hvor en hårdt kvæstet 13-årig dreng i juni blev evakueret fra en interneringslejr. Alternativet havde formentlig i begge tilfælde været børnenes død. Det må vi ikke medvirke til. Dansk Folkeparti lufter mistanken om, at det reelt ikke er muligt at kontrollere, hvorvidt den lille drengs forældre faktisk er afgået ved døden. I lyset af de kaotiske forhold i Syrien er denne skepsis begrundet. Men skulle for eksempel moren senere vise sig at være i live, bør det på ingen måde berettige hende til en fribillet retur til Danmark. Flere medier har bragt historier om tidligere IS-terrorister, der angiveligt bittert har fortrudt og nu vil retur til Danmark. Til dem er beskeden: Alle valg i livet har konsekvenser, og I er ikke velkomne.

Annonce