DARUM: Det er krat, vildnis, krogede gamle træer i det bakkede terræn vest for St. Darum på kanten af Vadehavet - og kun et par hundrede meter fra cykelstiruten langs diget. Et oplagt sted for fantasi, naturglæde og fællesskab. Og præcis her er det, det seneste projekt fingerfletning mellem Helheden og Darum Idéforum under Darum Lokalråd skal realiseres.
”Troldene bag Diget” er projektet døbt, og her i krattet lå troldene Thor og Breum engang for mange, mange år siden i evig konflikt med hinanden. Den historie gav én af Helhedens 23 beboere, Sigrid Bruun Christensen, ideen:
-Lad os lave sådan et sted, hvor der er noget aktivitet for alle. For børn, unge og ældre på kryds og tværs. Så kan vi holde fællesspisninger ved et langbord, som vi bygger sammen. Vi kan lave ellehuler og hængekøjer i træerne. FDF og Børnebyen med skole, SFO og klub kan helt naturligt bruge stedet til undervisning og forskellige aktiviteter.
Sigrid Bruun ChristensenLad os lave sådan et sted, hvor der er noget aktivitet for alle. For børn, unge og ældre på kryds og tværs. Så kan vi holde fællesspisninger ved et langbord, som vi bygger sammen. Vi kan lave ellehuler og hængekøjer i træerne. FDF og Børnebyen med skole, SFO og klub kan helt naturligt bruge stedet til undervisning og forskellige aktiviteter.
-Og så skal der være skulpturer af Thor og Breum, så det bliver en rigtig troldeskov….
Samarbejds-projekt
Den ene idé fulgte den anden, og projektleder Henrik Lindberg Hansen, der bor i Odder, men er opvokset i Gørding, var straks med på idé-mylderet. Det samme var Helhedens souschef, Svend Thomsen, der er kontaktperson til lokalområdet og selv bor i Darum.
Trolde-temaet begyndte at tage form, begejstrede Helhedens beboere og vakte interesse hos lokale samarbejdspartnere: Darum Børneby, Darum FDF, Darum IF og Darum Lokalråd, og efterhånden som projektet blev kendt, kunne Darums 914 indbyggere snildt se sig selv bruge stedet i krattet, som ejes af Ribe Digelag. Til en udflugt, til en børnefødselsdag, til motion, som mål for en spadseretur med udsigt over de store vidder til fugle-musik fra himlen.
Ideerne tog form
Henrik Lindberg Hansen og Svend Thomsen mente, at nu skulle ideerne ned på papir, der skulle skaffes nogle penge og lægges en tidslinje.
Både Sigrid og de øvrige beboere på Helheden jublede: Nu har vi noget at være fælles om og snakke med Darum-borgerne om!
Budgettet blev beregnet til 806.000 kroner, hvortil kommer en egen-finansiering på 350.000 kroner i form af lokale donationer og frivillige kræfter. Blandt andet den lokale entreprenør Benny Andersen og kunstner Bernd Hobohm har sponsoreret en stor praktisk indsats, ligesom Helhedens køkken leverer maden undervejs i projektet.
-Så vil vi søge Nordeas Her-bor-vi pulje, Friluftsrådet, Hartmann Fonden og Nationalpark Vadehavet. Vi får en 20-årig kontrakt med Ribe Digelag til en symbolsk leje, og vi har en lokal ildsjæl, John Frikke fra Nationalpark Vadehavet, som hjælper med ideer, information og formidling, fortæller Henrik og Svend.
Tidsplanen er fastlagt med projektstart i marts 2021 med forventet afslutning inden udgangen af 2021.
-Og Thor og Breum og de andre mytiske elementer tager Ribe-kunstneren Bernd Hobohm sig af. Det bliver SÅ godt, slutter en glad Sigrid.