Annonce
Erhverv

Færre mestrer det tyske sprog: - Det bliver et større og større problem

Peter Laursen, der er administrerende direktør i virksomheden Ib Laursen ApS, som sælger boligartikler, oplever allerede, at færre ansøgere har de nødvendige tyskkompetencer, når virksomheden skal rekruttere nye medarbejdere. Arkivfoto: Carsten B. Grubach
I takt med at færre og færre danskere mestrer det tyske sprog, svinder talentmassen ind for nogle af de danske virksomheder, som henter en stor del af deres omsætning på det tyske marked. Hos virksomheden Ib Laursen ApS mærker man allerede de dårligere kompetencer, og det er ærgerligt, fordi sproget er så afgørende for de gode kunderelationer - og dermed den gode forretning.

Tysk: Nogle virksomheder har det med bevidst eller ubevidst at glemme markedet i Tyskland - måske fordi de ved, at det kræver særlige sproglige kompetencer. Andre ansætter folk på baggrund af tyskkompetencer for at holde fast i det tyske marked.

Sidstnævnte er tilfældet hos virksomheden Ib Laursen, der sælger boligartikler til hele verden fra hovedkontoret i Ribe. Her kommer over halvdelen af omsætningen fra virksomhedens eksport til Tyskland. Tæller man andre tysktalende lande med som Schweiz og Østrig, er det nærmere 60 procent. Og omsætningen i de områder vokser.

- Det går godt økonomisk dernede, og det får vi jo en andel af, fordi vi har en god markedsandel, siger Peter Laursen, der er administrerende direktør hos Ib Laursen ApS.

Annonce

Færre gode

Selvom det går godt med forretningen, er der en udfordring at syne i horisonten. Når der skal rekrutteres nye medarbejdere til virksomheden, kan det nemlig allerede nu ses, at færre ansøgere besidder gode nok tyskkompetencer til at fungere i en hverdag, hvor den helt store kunde er dén lige syd for grænsen.

- Det bliver et større og større problem. Før gik man bare ud fra, at når der stod, at folk kunne tysk, så kunne de det bare. Nu står der, at de har kendskab til tysk, og så viser det sig, at det niveau ikke er godt nok til det, vi skal bruge, siger Peter Laursen.

Det skaber bekymringer for fremtiden. For hvis udviklingen fortsætter i samme retning som hidtil, hvor færre unge vælger tysk på A-niveau i gymnasierne, og færre samtidig tager videregående uddannelser i fremmedsprog, bliver talentmassen mindre, og der bliver færre til at varetage de jobs, som kræver stærke tyskkompetencer.

Annonce

Vigtigt for forretningen

Og i nogle virksomheder er det tyske sprog alfa og omega. Det gælder blandt andet hos Ib Laursen. Her er det et krav, at alle, som har kundekontakt, skal kunne kommunikere på tysk.

Sproget gør handlen nemmere

Også den fynske designmøbelvirksomhed Carl Hansen & Søn nyder godt af det tyske marked, som er virksomhedens fjerdestørste. Ifølge ejer og administrerende direktør Knud Erik Hansen stammer omtrent 15 procent af virksomhedens omsætning fra eksporten til Tyskland.

Carl Hansen & Søn er dog så stor en virksomhed, at man har ansatte rundt omkring i verden i mange af de store lande, som man eksporterer til - heriblandt Tyskland. Derfor frygter man ikke i så høj grad de faldende tyskkompetencer herhjemme, da man uden problemer kan finde dem i Tyskland.

Man er dog klar over, at situationen er en helt anden i de mindre virksomheder - og behovet for at besidde de sproglige kompetencer er soleklart.

- Det påvirker forretningen i en utrolig positiv retning, fordi man med det samme ser en glæde ved en samtale med en tysker, når man viser, at man kan sproget, siger Knud Erik Hansen.

Direktøren kalder det "næsten kriminelt" ikke at udnytte, at danske virksomheder har en oplagt mulighed for at eksportere til så stort et marked lige syd for grænsen. Og her er sproget afgørende for at fjerne en af de barrierer, der ellers kan være ved at handle med andre lande.

- Man får en meget mere flydende samtale, som gør, at vi får meget mere at vide, og vi kommer nærmere ind på at forhandle en ordre ind i alle detaljer, siger han.

- Det er et kæmpe marked, som man afskærer sig fra at handle med, hvis ikke man kan sproget. Derfor fokuserer vi meget på, om folk kan tysk, når vi skal ansætte folk. Tyskere skal ikke bekymre sig om at tale engelsk, når de ringer til os, siger den administrerende direktør.

Faktisk er han ikke et sekund i tvivl om, at det er til stor gavn for forretningen, at man har valgt et så stort fokus på den sydlige nabo.

I Tyskland mestrer man nemlig ikke det engelske sprog på samme niveau som herhjemme, hvor vi som et lille land er afhængige af det for at kunne kommunikere med resten af verden. Derfor er vi overlegne i det engelske sprog i forhold til tyskerne, og det er sjældent et godt sted at starte at gøre andre mennesker flove over deres færdigheder, hvis man gerne vil have dem som kunder.

Annonce

Arrogant holdning

I Ribe er Peter Laursen klar over, hvor vigtig den gode kundeservice er for forretningen. Derfor er udgangspunktet altid at møde kunden i øjenhøjde på eget sprog.


Det er et kæmpe marked, som man afskærer sig fra at handle med, hvis ikke man kan sproget. Derfor fokuserer vi meget på, om folk kan tysk, når vi skal ansætte folk. Tyskere skal ikke bekymre sig om at tale engelsk, når de ringer til os.

Peter Laursen, adm. direktør hos Ib Laursen ApS


Den idé kommer ikke ud af det blå, men af 30 års erfaring med eksport til Tyskland ud af virksomhedens 50 leveår, hvor kunderne jævnligt fortæller, at de er glade for, at de ikke skal tale engelsk.

Faktisk er sproget - og kendskabet til kulturen - lidt af en kæphest for Peter Laursen.

- Jeg synes, det er en arrogant holdning fra officiel dansk side, at det ikke er så vigtigt at kunne tysk - at det er nok med engelsk. Man skal tage udgangspunkt i kundens præmisser. Hvis vi vil noget på nationalt niveau med vores samhandel med Tyskland, skal vi også være der, kunne deres sprog og møde dem i øjenhøjde, fastslår han.

Dermed tilslutter han sig i allerhøjste grad talemåden: Mit Englisch kommt man durch; mit Deutsch kommt man weiter (Med engelsk kommer man igennem; med tysk kommer man videre, red.).

Annonce
Erhverv For abonnenter

Serieiværksætter køber sig ind i lille virksomhed: Verdensudstilling skal være med til at booste salg af løver, ugler og hjorte

Danmark

Tirsdagens coronatal: 155 nye smittede - 15 færre indlagte

Annonce
Annonce
Annonce
Varde

Farvel til kæmpe-sommerhuse og mini-hoteller: Tre nye lokalplaner for Blåvand skal bane vej for kvalitets-turisme

Haderslev For abonnenter

Rystet vidne til vanvidskørsel: – Det overlever jeg ikke

Alarm 112

Drama da bil kørte i lystbådehavnen: To unge gutter reddede ældre mand fra druknedøden

Billund

Kommunen indfører whistleblower-ordning: Ansatte skal kunne sladre anonymt

Billund For abonnenter

For otte år siden kunne han ikke et ord dansk. Nu stiler han efter at blive forsker i Danmark

Danmark

Her er de nyeste corona-tal søndag: 497 nye smittetilfælde

Tønder

Mod alle odds: Solsortepar har stiftet familie tæt på indgangen til travl dagligvarebutik

Esbjerg

Et af landets største entreprenørfirmaer overtager NemByg fra Esbjerg

Kultur

Barchef lovede gratis omgang for hvert mål: Måtte forære over 1000 fadøl til euforiske fans

Aabenraa For abonnenter

Historisk badehotel: Nu er nye forpagtere klar

Team Esbjerg For abonnenter

Kommentar: Team Esbjerg er 99 procent sikker på deltagelse i Champions League

Vejen

En læser får svar: Kunne man med fordel have gjort bybussen gratis?

Annonce