Annonce
forside

Fødselar er grebet af sportsvogne

Asmus Schmidt spiller seniorgolf i Kolding Golf Club. Foto: Søren Gylling

Tved: Direktør Asmus Schmidt, Fjeldparken 50, Tved, Kolding, fylder 2. juledag den 26. december, 70 år.

Asmus Schmidt er fra Jels og har tidligere været tilknyttet Phønix i Vejen, inden han kom til Jens Villadsens Fabrikker - i dag Icopal. Her startede han som distriktsleder, men avancerede med årene til regionschef og direktør.

I 2006 forlod han Icopal Tagentreprise sammen med nogle andre medarbejdere, og de etablerede Syddansk Tagdækning i Aabenraa. I 2013 gik Asmus Schmidt på pension, men er stadig i bestyrelsen for virksomheden.

I ti år var han formand for Entreprenørforeningen i Syd- og Sønderjylland. I dag Dansk Byggeri.

Hans store passion er sportsvogne. Især bilmodellen Morgan, som han er indehaver af to af. Sportsvognene bliver flittigt brugt om sommeren.

Han er også inkarneret jæger og spiller golf i Kolding Golf Club to gange om ugen. Sammen med hustruen Grethe holder han af, at opleve den store verden med lange rejser til Canada, Thailand og Cuba, som har været nogle af rejsemålene.

Han er medlem af Senior Rotary i Kolding. En klub for nuværende og tidligere rotarianere, som mødes en gang om måneden

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce