Kæmp videre, Grindsted!
Der var ingen tidlig julegave til Grindsted, da Danmarks finanslov for 2020 endelig faldt på plads mandag aften.
Julemanden - i form af finansminister Nicolai Wammen (S) - delte ellers ud af både millioner og milliarder kroner til minimumsnormeringer, folkeskoler og sundhedsområdet.
Enkelte initiativer kan man også finde på det grønne område i den 38 sider lange aftale, som regeringen har indgået med støttepartierne Enhedslisten, SF, Alternativet og Radikale Venstre. Men der er ingen penge på vej til oprydningen efter Grindsted-forureningen, og generationsforureningerne er ikke nævnt med ét ord.
Mange i Grindsted - især i borgergruppen "Ryd op efter Grindstedværket!" - havde forventet meget mere af en rød regering.