x
Annonce
Danmark

Første dansker er blevet ramt: TV2-medarbejder er konstateret smittet med coronavirus

Ledende oversygeplejerske på infektionsmedicinsk afdeling, Helle Ingmer, ifører sig det beskyttelsesudstyr, som læger og sygeplejersker skal være klædt i, i tilfælde af at coronavirussen skulle sprede sig til Danmark, som det nu er tilfældet. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.
Ifølge TV2 er en af tv-stationens medarbejdere blevet konstateret smittet med coronavirus.

Den første dansker er blevet testet positiv for coronavirus.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge ministeriet er personen blevet konstateret smittet natten til torsdag.

- Vi tager den nye situation meget alvorligt. Arbejdet med at inddæmme og opspore er nu gået i gang.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at undgå at sygdommen breder sig i Danmark, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S).

Ifølge TV2 er den smittede en medarbejder på tv-stationen. Ham og hans familie blev undersøgt på Sjællands Universitetshospital i Roskilde, efter de havde været på skiferie i Lombardiet i Italien.

I Europa har særligt det nordlige Italien været ramt af det potentielt dødelige coronavirus.

TV2-medarbejderen har onsdag været på arbejde på tv-stationens afdeling i Sydhavnen i København, altså før han blev konstateret smittet med virusset.

Styrelsen for Patientsikkerhed er nu i tæt dialog med den smittede om de personer, som vedkommende har været i kontakt med.

- Arbejdet med kontaktsporing og inddæmning er dermed gået i gang, skriver Sundheds- og Ældreministeriet i pressemeddelelsen.

TV2 skriver, at den smittede medarbejders kone og søn også er blevet testet for coronavirus. Begge test har vist sig at være negative.

På grund af smitten og risikoen for smittespredning skal TV2-medarbejderen nu opholde sig i sit hjem på Sjælland, skriver tv-stationen.

Torsdag morgen klokken 8.00 er der indkaldt til pressemøde i Sundheds- og Ældreministeriet.

På pressemødet får Magnus Heunicke deltagelse af repræsentanter fra Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Globalt er mere end 82.000 personer blevet smittet med coronavirusset, mens over 32.000 igen er erklæret raske.

Flere end 2800 har mistet livet som følge af virusset. Det vil sige, at det er nogle få procent af de smittede, som mister livet på grund af virusset.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) kan det tage op mod næsten halvanden uge, fra at man bliver udsat for smitte, til at man bliver syg.

De første symptomer er feber, en følelse af udmattelse og tør hoste.

Sundhedsministeriet holder torsdag klokken otte pressemøde om situationen i Danmark.

Ifølge Fyens Stiftstidendes oplysninger er TV2's medarbejdere både på Teglholmen i København og på Kvægtorvet i Odense indkaldt til møde torsdag formiddag.

Annonce


Link til TV2 artikel
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Borgmester forlanger grænsen åbnet

Leder

JV mener: Pressemøde var en mavepuster til Danmark

To måneder uden indtægter. Mindst. Det ser ud til at blive virkeligheden for tusindvis af forretningsdrivende. Det er blandt andet frisører, massører, cafeer, restauranter, biografer og mange butikker, som tidligst kan åbne igen 11. maj. Endnu længere skal oplevelsesbranchen og de store arrangementer vente, da de bliver ramt af, at denne sommersæson til og med august er aflyst. Det var noget af en mavepuster, statsminister Mette Frederiksen (S) mandag aften gav Danmark med sine meldinger om en meget langsom og gradvis genåbning af samfundet. Hun gav på pressemødet ganske vist udtryk for, at Danmarks økonomi er sund. Men det er den ikke i meget store dele af det erhvervsliv, vi alle skal leve af, enten direkte eller indirekte. Mange virksomheder gisper efter vejret, og de får brug for flere økonomiske respiratorer end dem, der er vedtaget i de foreløbige hjælpepakker. Ellers dør alt for mange danske virksomheder, hvilket koster både værdifulde arbejdspladser og skatteindtægter. Det er enormt positivt, at den hidtidige nedlukning af Danmark ser ud til at få den ønskede effekt. Vi har heldigvis foreløbig undgået de uhyggelige scener fra Italien og Spanien, hvor sundhedsvæsenet ikke kan følge med. Men vi skal have gang i økonomien igen, og hvis det skal ske uden, at epidemien eksploderer, kræver det både noget af den enkelte borger og af myndighederne. Vi skal hver især følge reglerne og blive ved med at holde afstand, selv om det kan have store menneskelige omkostninger. Men vi skal også kræve af myndighederne, at de i forbindelse med genåbningen af samfundet, i første omgang daginstitutioner og dele af skolerne, gør deres til at holde smittespredningen under kontrol. Det skal blandt andet ske ved, at der omsider kommer styr på noget så fundamentalt som, at der er værnemidler nok til frontlinje-medarbejderne i sundheds- og plejesektoren. Og at der gennemføres mange flere test end hidtil, så man så vidt muligt undgår, at smittede medarbejdere går på arbejde med måske fatale følger.

Annonce