Annonce
Indland

Første personer smittet med zikavirus i Europa

Marvin Recinos/Ritzau Scanpix

Risikoen for infektion med zikavirus er fortsat meget lav trods tre tilfælde i Sydfrankrig, oplyser SSI.

For første gang nogensinde er personer i Europa blevet smittet via myg med zikavirus.

Det oplyser Statens Serum Institut, SSI, på sin hjemmeside.

Det europæiske center for sygdomsforebyggelse og -kontrol, ECDC, har rapporteret om tre tilfælde af infektion med zikavirus.

Alle tre smittede er fra byen Hyères i Var-departementet i Sydfrankrig. De er sandsynligvis smittet i sommer.

Ifølge ECDC har ingen af de tre rejst til områder med kendt risiko for smitte med zikavirus, og der har ikke har været rapporter om importerede tilfælde i regionen.

- Derfor er det sandsynligt, at de er blevet smittet ved deres hjem i Sydfrankrig. Det er sandsynligvis sket i perioden slut juli/start august 2019, skriver SSI.

SSI oplyser samtidig, at ECDC trods tilfældene anser den aktuelle risiko for infektion med zikavirus i Europa for at være meget lav - også for gravide og deres fostre.

- SSI deler denne risikovurdering. Der er ikke nogen grund til, at gravide bør undgå at rejse til det sydlige Frankrig. Det tilrådes dog, at man beskytter sig mod myggestik, siger afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra SSI til instituttets hjemmeside.

Der er ikke tidligere fundet myggeoverført smitte med zikavirus i Europa. Dog findes en af myggene, som kan overføre sygdommen, i Sydeuropa.

- Derfor er det ikke helt uventet at se myggeoverført smitte med zikavirus i Europa, udtaler Peter Henrik Andersen.

I alle tidligere tilfælde, hvor personer i Europa er blevet smittet med zikavirus, har de enten fået infektionen på udlandsrejser eller via seksuel kontakt.

Ifølge SSI er der lavet tiltag for at kontrollere myggebestanden lokalt for at undgå nye tilfælde, efter at man fandt de tre tilfælde.

Zikavirus er en febersygdom, som typisk varer fire til syv dage. Sygdomsforløbet er oftest mildt, men infektion hos gravide kan medføre fosterskader.

/ritzau/

Annonce
Nyhed på Statens Serum Instituts hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Når de yngste skoleelever må vente urimeligt længe på bussen

Det skulle være så godt alt sammen, da den tidligere regering tilbage i begyndelsen af året foretog en justering på folkeskoleområdet sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre. Justeringen handlede blandt andet om at gøre skoledagen kortere for eleverne i indskolingen – altså på klassetrinene 0. – 3.-klasse. Med aftalen blev partierne på Borgen enige om at skære to timer og et kvarter af skoleugen for eleverne, der er i alderen fra seks til ni år. Med den kortere skoleuge blev der skabt mere frihed og også større faglighed. Lød det fra politikerne. For nogle elever rundt på en del af Vejen Kommunes folkeskoler er det dog så som så med de gode intentioner. I hvert fald halter det noget, når det gælder friheden, som vi beskriver på forsiden af denne sektion. Virkeligheden på mange skoler er blevet en helt anden. For det kan godt være, at flere af skoledagene er blevet kortere. Men det er i hvert fald ikke ensbetydende med, at eleverne så også kan nyde friheden – slet ikke hjemme. Et sted mellem 40 og 70 skoleelever rundt i kommunen kan nemlig slet ikke komme hjem, når det ringer ud ved 13.15-tiden. De må i stedet vente helt op til en time på, at bussen ruller op foran deres skole. Og med en vis transporttid er nogle af eleverne klar til at stille skoletasken hjemme i privaten lidt før klokken 15 – altså en time og tre kvarter senere. - Det synes jeg ikke, at vi kan være bekendt. Jeg mener, at busafgangene bør tilpasses skolens ringetider, lød det fra det socialdemokratiske byrådsmedlem, Elin Winther, på byrådsmødet tidligere på ugen. Og S-politikeren har en pointe. Rigtig mange politikere fik via de nyinstallerede mikrofoner i den nye byrådssal tildelt ordet. Og selv om der var forståelse for problematikken med ventetiden, så besluttede et stort flertal, at der ikke bliver ændret på forholdene. Dels fordi det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at ændre på bustiderne, og dels fordi det vil koste Vejen Kommune omkring 900.000 kroner årligt at tilpasse busserne de ringetider, som der er på de pågældende skoler. Flertallet har talt. Og sådan er demokratiets spilleregler. Men det rokker ikke ved, at Udvalget for skoler og børn med rimelighed godt kan kigge på problematikken engang til. Altså en ommer. Er der da virkelig ingen mulighed for at foretage et eller andet indgreb, der kan løse op for den urimelighed, som disse skoleelever oplever? Indrømmet; Nu er det ikke sådan, at de oplagte svar bare blæser i vinden. Men ventetiden synes altså at være for lang for disse seks til niårige. Intentionerne i justeringerne på folkeskoleområdet var i hvert fald en ganske anden. GOD 3. SØNDAG i advent

Annonce