Annonce
Kolding

Første spadestik: - Her kan blive et idrætsmekka

Poul Fremmelev og Lars Nørgaard fra Kolding KFUM Atletik, Morten Post fra fodboldafdelingen i Seest Boldklub og Søren Rasmussen, formand for kommunens fritids- og idrætsudvalg, tager første spadestik. Pressefoto
Snart kan atletikklubben, skolebørn og motionsglade borgerne i Kolding se frem til moderne og attraktive rammer med et helt nyt atletikstadion i Seest Idrætspark. Tirsdag tog Kolding Kommune, Kolding KFUM Atletik og Seest Boldklub første spadestik til det nye anlæg, som forventes at stå færdigt til sommeren 2021.
Annonce

Kolding: Tirsdag var en helt speciel dag i Seest Idrætspark.

Her blev det første spadestik taget til et moderne og attraktivt atletikstadion. Det har kommunen og Kolding KFUM Atletik arbejdet hen mod gennem flere år. Nu bliver det en realitet, og hos Kolding Kommune glæder man sig over de muligheder, det nye anlæg giver.

- Selvom det er et lille spadestik, vi tager i dag, så er det et spadestik med meget stor betydning for idrætten i Kolding og i særdeleshed for Kolding KFUM atletik, sagde Søren Rasmussen (DF) ved ceremonien, han er formand for fritids- og idrætsudvalget i Kolding Kommune og fortsætter:

- I Seest Idrætspark har vi fundet en mulighed for at udnytte vores idræts- og fritidsfaciliteter optimalt ved, at flere forskellige brugere kan benytte det samme anlæg. Der er grundlag for at udvikle et idrætsmekka på tværs af mange forskellige idrætsgrene og brugergrupper. Samtidig kan de kommende brugere af Trailcentret i høj grad være interessante for atletikklubben, idet bevægelse og løb i naturen taler ind til nye aktivitetsmuligheder i en atletikklub, mener Søren Rasmussen.

Annonce

Vigtig for udviklingen

Kolding KFUM Atletik har i flere år haft et stort ønske om nye rammer at boltre sig i, og klubben udtrykker stor optimisme omkring flytningen til Seest Idrætspark.

- Det er enormt vigtigt for vores udvikling som klub, at vi får et moderne og tidssvarende atletikanlæg i Kolding. Mange tak til Kolding Kommune for at bevilge de ti millioner kroner og tak for godt samarbejde med både kommunen og Seest Boldklub om projektet. Vi glæder os helt vildt til at tage de nye rammer i brug, siger Lars Nørgaard, formand for Kolding KFUM Atletik.

I de kommende måneder bliver der travlhed i Seest Idrætspark, når et nyt atletikanlæg skal bygges. Hos en af de faste brugere i idrætsparken, Seest Boldklub, er der også glæde at spore over det nye anlæg.

- Vi ser frem til sommeren 2021, hvor atletikbanen står færdig. Det betyder, at vi som fodboldklub får en ny opvisningsbane med lys og bedre faciliteter, og vores krolfspillere får nye muligheder omkring deres krolfbane. Vi glæder os over det gode samarbejde, vi allerede har med Kolding KFUM Atletik, og ser frem til at modtage dem på et af byens bedste anlæg, siger Morten Post, formand for Seest Boldklub fodbold.

Anlægsarbejdet begynder i december, og det er entreprenøren NKI, der sammen med PJ Sport og Dansk Sportsbelysning skal udføre arbejdet med det nye anlæg.

Anlægget

  • Anlægget etableres rundt om den eksisterende opvisningsfodboldbane foran klubhuset i Seest Idrætspark
  • Der bliver 6 rundløbebaner og 8 løbebaner på opløbsstrækningen
  • Faciliteter til atletikdisciplinerne: løb/sprint/stafet/hæk, længespring, højdespring, kuglestød, vandgrav, spyd-, diskos- og hammerkast.
  • Anlægsøkonomi: 10 millioner kroner
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Coronavirus

Live: En typisk minkavler får udbetalt over 11 millioner kroner - se tallene her

Annonce