Vonsild: Der var første spadestik til udvidelsen af Vonsild Skole torsdag 11. april. Skolen er fra 2020 udbygget til at være en tresporet skole.
Kolding Kommune har også besluttet at samle alle elever med vidtgående behov på samme matrikel.
Som en del af udbygningen vil der blive bygget et fælleshus, hvor skolen får en lang række nye faglokaler, der lever op til de forventninger, man kan have til folkeskolen i dag.
Et andet element i udbygningen er, at man stræber efter at få lokaler, der også kan bruges af lokalsamfundet udenfor skoletiden. Det nye fælleslokale er tænkt som et fælles kulturhus for hele Vonsild by.
Spadestikket blev foretaget af formanden for børne- og ungeudvalget, Kristina Jørgensen, sammen med tre repræsentanter fra elevrådet – en fra Specialcenter Vonsild, en fra Specialcenter Brændkjær og en elev fra almen skolen i Vonsild.