HADERSLEV: Bogtorvet i Føtex Haderslev er lukket på ubestemt tid, og et skilt til non-food-afdelingen fortæller blot, at butikken desværre ikke forhandler bøger i øjeblikket.
Bogtorvet i føtex har ellers været et populært pit-stop blandt byens bogelskere i de seneste par måneder, hvor langt de fleste af byens butikker, herunder den lokale boghandel Bog & Idé, har været tvangslukket.
Varehuschef Palle Løgstrup er først som en lukket bog, da avisen spørger, hvad forklaringen er på den pludselige lukning af varehusets boghandel.
- Aftalen er, at alt kommunikation går gennem Aarhus, så jeg udtaler mig ikke om hvorfor, siger Palle Løgstrup.
Er det også den forklaring, I giver kunderne, når de spørger, hvorfor bøgerne er væk?
- Ingen kommentarer.
Så vi ringer til Salling Groups presserum i Aarhus og spørger.
- Det er ikke noget, jeg kan svare på, siger damen i telefonen.
Har varehuschefen fået mundkurv på?
- Jeg synes, at det lyder mærkeligt, at han ikke kan svare på det, når det er hans butik, det drejer sig om.
Men det siger han, at han ikke kan.
- Så vil jeg bede dig om at sende dit spørgsmål skriftligt, så vil jeg prøve at undersøge det, siger damen i presserummet.
Palle Løgstrup, varehuschef føtex HaderslevDu skal ringe til Aarhus
Ved at finde et andet sted
Ved redaktionens slutning flere timer senere er spørgsmålet igen endt hos Palle Løgstrup, som skriver følgende svar:
- Efter lidt spørgsmål til kollegerne i Føtex Ballerup i sidste uge har vi været opmærksom på, hvilke varer vi har stående fremme i vores for-område. Blot for at undgå tvivl. Og vi har derfor lige haft flyttet nogle af bøgerne. Børnebøgerne har hele tiden været inde i butikken, og nu er vi ved at finde et godt sted til de andre.
Ved nytår trak Palle Løgstrup sig som formand for Haderslev Butikker efter kritik af, at han var med til at udkonkurrere egne medlemmer.
Mange har kritiseret, at varehusenes non-food-afdelinger må have åbent, og der har været stor stor debat og forargelse over menneskemylder i Bilka.
Da vi spørger Palle Løgstrup, om han overvejer at genopstille som formand for butikkerne, når alt det her corona-cirkus er overstået, er svaret til gengæld klart:
- Nej, det gør jeg ikke!