Annonce
Sport

FAKTA: Christensen kan blive 15. dansker i CL-finale

Andreas Christensen (tv.) spillede hele kampen for Chelsea, som onsdag slog Real Madrid ud af Champions League. Foto: Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
Christian Eriksen er den seneste dansker til at spille en finale. Andreas Christensen kan blive den næste.

Andreas Christensen kan blive den 15. dansker til at spille en Champions League-finale på herresiden, hvis han kommer på banen, når Chelsea skal møde Manchester City i Champions League-finalen.

Det står klart, efter at han sammen med Chelsea sendte Real Madrid ud af turneringen i semifinalen onsdag aften.

Her er oversigten over de danskere, der tidligere har opnået spilletid i finalen i Champions League, der var tidligere kendt som mesterholdenes turnering:

* Johnny Hansen i 1974 og 1976 for Bayern München:

I 1974 blev der spillet to finaler mod Atlético Madrid, da den første endte 1-1. To dage senere vandt Hansen og Bayern med 4-0. To år efter fik den danske højre back igen fuld spilletid, da St. Etienne blev slået 1-0.

* Allan Simonsen i 1977 for Borussia Mönchengladbach:

Vejlenseren udlignede til 1-1 i finalen mod Liverpool, men englænderne vandt trofæet med en 3-1-sejr.

* Birger Jensen og Jan Sørensen i 1978 for Club Brugge:

I målet blev Birger Jensen overlistet af Liverpools Kenny Dalglish, der scorede finalens eneste mål. Jan Sørensen fik fuld spilletid i Club Brugges angreb.

* Lars Bastrup i 1983 for Hamburger SV:

Danskeren blev udskiftet i løbet af anden halvleg. På det tidspunkt havde han været med til at fejre holdkammeraten Felix Magaths 1-0-scoring mod Juventus. Det blev kampens eneste mål.

* Lars Lunde i 1987 for Bayern München:

I et forsøg på at vende FC Portos 2-1-føring blev Lars Lunde sendt på banen med otte minutter tilbage af finalen. Danskeren kunne dog ikke redde Bayern München fra et nederlag.

* Jan Heintze, Søren Lerby og Ivan Nielsen i 1988 for PSV Eindhoven:

Danskertrioen var med i 120 målløse minutter i finalen mod Benfica. I straffesparkskonkurrencen scorede både Ivan Nielsen og Søren Lerby, og PSV vandt den dramatiske dyst med 6-5.

* Michael Laudrup i 1992 for Barcelona:

Den danske stjerne spillede alle 120 minutter for Barcelona, der endte med at vinde finalen over Sampdoria med 1-0 på et mål af Ronald Koeman i den forlængede spilletid.

* Peter Schmeichel i 1999 for Manchester United:

I tillægstiden gik den store danske målmand med frem på det hjørnespark, hvor Teddy Sheringham udlignede til 1-1 mod Bayern München. To minutter senere scorede Ole Gunnar Solskjær sejrsmålet i Schmeichels sidste kamp for United. Den danske målmand løftede trofæet som den første sammen i skøn forening med manager Alex Ferguson.

* Jon Dahl Tomasson i 2005 for AC Milan:

Den danske angriber blev skiftet ind i det 85. minut i finalen mod Liverpool. Opgøret endte 3-3, og da der ikke blev scoret i den forlængede spilletid, skulle kampen afgøres i straffesparkskonkurrence. Tomasson scorede på sit forsøg fra de 11 meter, men Milan brændte tre forsøg og tabte.

* Daniel Agger i 2007 for Liverpool:

Den dengang 22-årige forsvarsspiller spillede hele finalen mod AC Milan, som vandt 2-1. Agger lagde op til Liverpools reducering i næstsidste minut af den ordinære spilletid.

* Christian Eriksen i 2019 for Tottenham:

Den danske kreatør spillede hele kampen for Tottenham, men i lighed med sine holdkammerater fik han ikke rejst sig efter Liverpools chokstart. Liverpool fik straffe efter 24 sekunder, og det grundlagde 2-0-sejren.

* Danskere, der har siddet på bænken, været skadede eller blev valgt fra til finalen, er ikke med. Det gælder for eksempel finalen i 1994, hvor ingen af Laudrup-brødrene fik spilletid, da AC Milan slog Barcelona.

* I 2004 dømte Kim Milton Nielsen finalen, da FC Porto slog AS Monaco 3-0.

Kilder: Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og danskfodbold.com.

/ritzau/


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce