x
Annonce
Sport

FAKTA: Fem klubskifter som tog fusen på Fodbolddanmark

Erik Holmberg/Ritzau Scanpix
Andre danske landsholdsspillere har før Martin Braithwaite chokeret med et overraskende klubskifte.

Martin Braithwaite fra Leganés til FC Barcelona. Det var næppe et klubskifte, mange havde forudset for bare et par uger siden.

Annonce

Ikke desto mindre er det nu en realitet. Få gange i historien har danske landsholdsspillere foretaget mere chokerende klubskifter fra en mindre klub til en storklub - eller fra en storklub til en markant mindre klub.

Her er et udpluk af klubskifter, som nok overraskende en del:

*Allan Simonsen - fra FC Barcelona til Charlton i 1982

I en alder af blot 29 år foretog Europas bedste fodboldspiller fra 1977 et sensationelt skifte. Efter tre år i Barcelona købte klubben selveste Diego Maradona til Simonsens plads, så et ønske om at komme væk var ikke så overraskende.

Det var til gengæld valget af klub. Trods interesse fra klubber som Real Madrid og Tottenham valgte den vævre dansker at skifte til Charlton i Englands næstbedste række for at være et sted med mindre stress og opmærksomhed.

*Anders Lindegaard - fra Aalesund til Manchester United i 2010

Mange har tiltrukket sig opmærksomhed fra storklubber gennem tiden, uden at det er blevet til et skifte. I Lindegaards tilfælde endte det dog med, at Manchester United noget overraskende betalte omkring 40 millioner kroner for at hente ham.

Det skete, selv om klubben havde Edwin van der Sar som førstemålmand og var i fuld gang med at sikre sig stjernemålmanden David De Gea et halvt år senere.

*Thomas Gravesen - fra Everton til Real Madrid i 2005

Real Madrid havde defensive problemer, efter at midtbaneoprydderen Claude Makelele havde forladt klubben halvandet år før. Han havde imponeret i Everton og kunne hentes billigt i januar 2005.

Pludselig befandt Gravesen blandt fodboldens "Galacticos". Nu hed holdkammeraterne Zinedine Zidane, Luis Figo, David Beckham og brasilianske Ronaldo.

*Brian Laudrup - fra Chelsea til FC København i 1999

Med en fortid i Brøndby og med fortsat status af stjernespiller spærrede de fleste øjnene op, da FCK i 1999, mens holdet stadig halsede efter især Brøndby i Danmark, kunne hente Brian Laudrup hjem fra Chelsea.

Det blev dog kun til et kort ophold uden succes, inden han drog til Ajax.

*Bjarne Goldbæk - fra FC København til Chelsea i 1998

Efter knap ti år i udlandet var Goldbæk vendt hjem til Danmark og FC København i 1996.

Han var en profil på holdet, men også tæt på de 30 år, og derfor var det noget overraskende, at Chelsea hentede midtbanespilleren i november 1998. Måske var det hans mål mod netop Chelsea i Europa Cup for pokalvindere for FCK en måned forinden, der fik klubben til at hente ham.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

JV mener: Pressemøde var en mavepuster til Danmark

To måneder uden indtægter. Mindst. Det ser ud til at blive virkeligheden for tusindvis af forretningsdrivende. Det er blandt andet frisører, massører, cafeer, restauranter, biografer og mange butikker, som tidligst kan åbne igen 11. maj. Endnu længere skal oplevelsesbranchen og de store arrangementer vente, da de bliver ramt af, at denne sommersæson til og med august er aflyst. Det var noget af en mavepuster, statsminister Mette Frederiksen (S) mandag aften gav Danmark med sine meldinger om en meget langsom og gradvis genåbning af samfundet. Hun gav på pressemødet ganske vist udtryk for, at Danmarks økonomi er sund. Men det er den ikke i meget store dele af det erhvervsliv, vi alle skal leve af, enten direkte eller indirekte. Mange virksomheder gisper efter vejret, og de får brug for flere økonomiske respiratorer end dem, der er vedtaget i de foreløbige hjælpepakker. Ellers dør alt for mange danske virksomheder, hvilket koster både værdifulde arbejdspladser og skatteindtægter. Det er enormt positivt, at den hidtidige nedlukning af Danmark ser ud til at få den ønskede effekt. Vi har heldigvis foreløbig undgået de uhyggelige scener fra Italien og Spanien, hvor sundhedsvæsenet ikke kan følge med. Men vi skal have gang i økonomien igen, og hvis det skal ske uden, at epidemien eksploderer, kræver det både noget af den enkelte borger og af myndighederne. Vi skal hver især følge reglerne og blive ved med at holde afstand, selv om det kan have store menneskelige omkostninger. Men vi skal også kræve af myndighederne, at de i forbindelse med genåbningen af samfundet, i første omgang daginstitutioner og dele af skolerne, gør deres til at holde smittespredningen under kontrol. Det skal blandt andet ske ved, at der omsider kommer styr på noget så fundamentalt som, at der er værnemidler nok til frontlinje-medarbejderne i sundheds- og plejesektoren. Og at der gennemføres mange flere test end hidtil, så man så vidt muligt undgår, at smittede medarbejdere går på arbejde med måske fatale følger.

Sydjylland

Farvel til Tønder Festival, Vorbasse Marked, genforeningsfest, ringridning og alle de andre

Annonce