I visse perioder hvert år kan man opleve mange stjerneskud på samme aften.
Det sker, når der er særligt mange objekter - eksempelvis meteorsky af støvkorn - som rammer Jordens atmosfære samtidigt.
De kommende dage gør det muligt at se tusindvis af stjerneskud på himlen.
Jorden passerer i de kommende dage meteorsværmen Perseiderne, som frem til torsdag nat kan gøre op mod 110 stjerneskud synlige i timen.
Perseiderne er en af årets mest aktive meteorsværme og kan give mellem 80 og 200 stjerneskud i timen.
Læs her, hvad stjerneskud er:
* Meteorsværme opstår, fordi jorden flyver gennem en meteorsky af støvkorn.
* Når støvkorn rammer Jordens atmosfære, bliver det presset sammen med så høj hastighed, at de begynder at brænde.
* Her opstår en enorm energi, der frigives som lys. Det vil vise sig som streger hen over himlen.
* Det er den glødende luft, vi ser som stjerneskud over himlen.
* Nogle stjerneskudssværme er meget varierende, fordi støvskyerne er ujævnt fordelt i rummet. Derfor er det ikke ved alle meteorsværme muligt at se mange stjerneskud på samme tidspunkt.
* Perseiderne leverer en ensartet mængde stjerneskud hvert år, fordi støvskyen er mere jævn.
Kilder: Astrofysiker Michael Linden-Vörnle
/ritzau/