RØDEKRO: Efter mange års diskussioner ser det ud til, at Rødekro nu slipper af med det gamle udslidte butikscenter i Østergade.
I stedet vil ejendomsudvikler Per Horup bygge lejligheder på en del af grunden, mens den resterende del ud mod Hærvejen overtages af kommunen og bruges til en bypark, som alle har adgang til.
Vækstudvalget for land og by har netop behandlet en ny lokalplan for området, og herfra er der stor ros til Rødekro Udviklingsråd, som har taget initiativ til at få lodsejerne i området og andre interesserede til at gå i takt.
- Det har været et ønske i lokalområdet gennem længere tid, at der blev gjort noget ved området, og der har været stor lokal involvering - ikke mindst fra udviklingsrådets formand, Hans Clausen, lyder det rosende fra Philip Tietje (V), der er formand for vækstudvalget.
- Vi er meget glade for, at det er lykkedes. Fra vores side har vi ledt efter muligheder og koordineret dialogen, siger Hans Clausen.
Park og boliger
Ønsket om at bruge noget af området til en bypark kom på bordet i forbindelse med arbejdet med en udviklingsplan for Rødekro, og parken bliver en del af en kommende områdefornyelse.
Den østlige og nordlige del af grunden overtages af Per Horup, der vil bygge lejeboliger som etagebyggeri.
I følge lokalplanforslaget skal boligerne ligge mod nord og mod øst på grunden. Der er plads til 48 lejligheder i tre etager med en udbygget tagetage.
Ifølge lokalplanen er der mulighed for at bevare det ene af de to fritliggende ejendomme på grunden - nemlig bygningen på hjørnet, hvor der i dag er pizzeria.
Besværlig høring
Når forslaget til lokalplan er godkendt i byrådet, skal det i offentlig høring i otte uger. Philip Tietje fra vækstudvalget understreger, at politikerne gerne vil holde et borgermøde, hvor Rødekro-borgerne kan bliver orienteret og give deres mening til kende.
Det kan corona-epidemien dog lægge hindringer i vejen for. Så måske vil kommunen i stedet holde et virtuelt borgermøde.
- Der er en klar interesse i Rødekro for at der sker noget i området, og for at deltage i den kommende høring, vurderer Hans Clausen.
Hans Clausen, formand for Rødekro Udviklingsråd.Vi er meget glade for, at det er lykkedes. Fra vores side har vi ledt efter muligheder og koordineret dialogen.