Annonce
Erhverv

Faldende renter presser Lån & Spar Bank

ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Det lave renteniveau spænder ben for en øget indtjening i Lån & Spar Bank, siger direktør.

På overfladen er Lån & Spar Bank kommet gennem første halvår af 2019 med næsten præcis samme resultat som sidste år. Men under overfladen giver banken udtryk for et pres fra faldende renter trods stor aktivitet fra konverteringsbølgen.

Efter de første seks måneder har banken tjent næsten 75 millioner kroner efter skat, og nettoindtægterne fra renter og gebyrer ligger stabilt over 390 millioner kroner.

Basisindtjeningen er dog faldet med fem millioner fra 97,6 millioner kroner til 92,5 millioner kroner.

- Tilbagegangen skyldes et fortsat faldende renteniveau, skriver Lån & Spar Bank i forbindelse med basisindtjeningen.

Samtidig noterer banken sig, at udgifterne til personalet er steget med 3,3 procent i første halvår af 2019.

- Vi byder fortsat velkommen til mange nye kunder og øger bankens samlede forretningsomfang, siger direktør John Christiansen i forbindelse med regnskabet.

- Men på grund af det ekstreme lave renteniveau i samfundet er vores basisindtjening påvirket og øges ikke i 1. halvår af 2019.

Banken noterer sig samtidig, at der har været 15 procent flere indlån, mens bankens udlån er steget marginalt med 1,1 procent.

- Opsparingen blandt vores kunder er ganske markant, og det påvirker såvel væksten i udlånet som væksten i indlånet, siger John Christiansen.

- Hertil kommer, at mange af vores kunder er boligejere og har udnyttet muligheden for at lægge lånene om og indfri boliglånene i banken til fordel for realkreditbelåning.

Tal fra finanssektoren har vist, at rekordmange over sommeren har omlagt deres boliglån. Det er blevet døbt konverteringsbølgen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Det handler om et ordentligt arbejdsmiljø

Når jeg som medlem af økonomiudvalget har valgt offentligt at gå i rette med Mogens Rerups adfærd, er det for at beskytte vores medarbejdere mod psykisk dårligt arbejdsmiljø og for at tydeliggøre over for medarbejdere, at de har retten til at sige fra over for enhver adfærd, der kritiserer og krænker. Denne sag handler om at sikre et ordentligt arbejdsmiljø bag det arbejde, der sker i forvaltningerne. HK og Dansk Socialrådgiverforening har henvendt sig til Haderslev Kommune og er medunderskriver af brevet, idet begge fagforeninger har udtrykt bekymring for deres medlemmers ve og vel. Desværre har konflikterne stået på i årevis og er kørt i hårdknude, og der er tale om et langvarigt pres på en personalegruppe og af medarbejdere og ledere, der fortsat kan se, at de bliver hængt ud med navns nævnelse til social udskamning på sociale medier. Partsrepræsentanters rolle er at føre sag på borgeres vegne og at varetage borgerens interesser. Det kræver et samarbejde for at få et ofte kompliceret sagsforhold til at gå op, som de fleste har en gensidig interesse i. Kommunen kan afvise en person som partsrepræsentant, hvilket sker i så sjældne tilfælde, at jeg ikke i andre situationer har hørt om dette i Haderslev Kommune. Det sker kun, hvis partsrepræsentanten tilsidesætter borgerens egne interesser i sagen, eller hvis vedkommende optræder truende eller voldeligt over for myndighedspersoner. Brevet til de kommunalt ansatte er det politiske budskab om, at vi tager arbejdsmiljøet seriøst. I brevet er der samtidig en opfordring om at styrke dialogen på arbejdspladsen, så ingen medarbejder skal føle sig alene i konfliktfulde situationer.

Annonce