Fanø: Næste sommer kan ø-boere og turister måske slippe for de lange bilkøer, der altid plager ferieøen i højsæsonerne. Fanø Kommune har nemlig indgået et samarbejde med Molslinjen om en tredje bilfærge, som letter anker i sommeren 2021. Den tredje bilfærge bliver magen til Menja og Fenja, men vil vende skuden mod el fremfor diesel.
- Den lille passagerfærge M/F Sønderho skulle skiftes ud, og der foreslog vi Molslinjen, om de i stedet for kunne lave en tredje bilfærge, for det er egentlig det, der er behov for, siger Erik Nørreby (V), viceborgmester i Fanø Kommune med henvisning til de lange køer og kedsomme ventetider i højsæsonerne.
Ifølge Molslinjen ankommer ankommer skroget til Hvide Sande Shipyard i januar, herfra skal det forvandles til en elfærge med den seneste teknologi.
- Det er vores første forsøg med en elfærge, så det er også spændende for os at se, hvordan det kommer til at gå. El er bedst til de kortere ture og de mindre færger, så det giver god mening for os at lade Fanø være første forsøg, siger Jesper Maack, kommunikationschef hos Molslinjen.
Brugerne skal finde 100 millioner
Da Molslinjen overtog driften af Fanø-færgerne lavede man en 2-årig aftale med Fanø Kommune. Men da der skal bygges en helt ny bilfærge, ville rederiet sikre sig en længere aftale.
- Det er selvfølgelig en stor investering for Molslinjen. Og for at gøre det ville de have sikkerhed for, at de også kunne besejle ruten herover i en længere årrække. Derfor har vi indgået en 15-årig uopsigelig aftale, som alle i byrådet har været enige om, siger Erik Nørreby.
Det kommer til at koste omkring 100 millioner kroner at bygge den nye elfærge, hvor 20 procent af omkostningerne går til nødvendige investeringer på land i form af eksempelvis ladestationer. Men i sidste ende, er det brugerne, der kommer til at betale for den.
- Det betyder, at priserne, når den nye færge bliver sat ind, stiger med 13 procent og den stigning gælder for både køretøjer, cyklister og gående, siger Erik Nørreby.
Alle færger skal sejle på el
Elfærgen er en stor del af Fanø målsætning om at blive en mere klimavenlig kommune. I øjeblikket har færgedriften med fossile brændstoffer meget at sige i forhold til det grønne regnskab.
- Og så er det faktisk planen, at Menja og Fenja skal ombygges til eldrevne færger. Men det bliver ikke i næste sommerperiode, da vi først skal have erfaring med den nye elfærge. Og når vores tre bilfærger i fremtiden er eldrevne, så kommer vores Co2-aftryk som kommune til at se væsentlig bedre ud, siger Erik Nørreby.
En af de kommuner der har erfaring med en eldreven færge, er Ærø Kommune, der siden august 2019 har sejlet med den 224 millioner kroner dyre elfærge Ellen. Informationsansvarlig for el-færgeprojektet på Ærø fortæller, at der i starten var der lidt udfordringer med propellerne og batterierne.
- Men siden da er det faktisk gået rigtig fint. Vi er fra marts gået op i frekvens til fem ture. Og så er der en smule motorhylen inde i salonen, fordi vibrationerne går gennem skroget, men sådan er det bare med en elfærge. Men den forurener eller larmer jo ikke, så det er klart anbefalingsværdigt, at gå over til ren el, siger Halfdan Abrahamsen.