Annonce
Esbjerg

Fanø-politiker smittet med corona: Det er trist at sige godnat til sine børn gennem et vindue

Samværet med familien er i den grad forandret, efter Anja Parbst Høst tirsdag morgen blev testes positiv for corona. Og selv om hendes krop har mærket til symptomerne, så har afsavnet og isoleringen været det værste. Foto: Privat
Fanø Kommunes konservative byrådsmedlem, Anja Parbst Høst, blev tirsdag testet positiv for corona. Fysisk har virusset ikke været værre end en normal influenza, men isoleringen, gemt væk fra børn, mand og venner, har allerede trukket tænder ud. Og mens smitten for nogle er forbundet med skam, nægter Anja Parbst Høst at se sådan på det. Det er jo ikke hendes skyld.
Annonce

Fanø: Det kom som en af de mere ubehagelige overraskelser, da Fanø Kommunes konservative byrådsmedlem, Anja Parbst, Høst tirsdag morgen klikkede ind på sin konto på sundhed.dk for at opdage, at hun var blevet testet positiv for corona.

Siden pandemien for alvor vendte tilbage i Danmark, har hun ellers forsøgt at overholde myndighedernes retningslinjer. Hygiejne, afstand og samværsbobler. Faktisk kender hun slet ingen, der er smittet. Alligevel blev det i denne uge hendes tur.

- Jeg aner ikke, hvor det kommer fra, og jeg har faktisk kun forladt øen en enkelt gang i løbet af den seneste uge. Det er mærkeligt og frustrerende, men det synliggør på en måde, hvor smitsom den her virus er, siger hun.

Fysisk har hun ikke været hårdt ramt, og hun beskriver sit møde med coronavirusset som en helt almindelig influenza.

- Jeg har været træt, haft ømme muskler, og så kunne jeg tydeligt mærke, at det sad på lungerne. Men jeg har ikke haft feber eller rystetur. Så det ligner noget, jeg har prøvet før, og jeg er nok sluppet billigt. Det har snarere været alle omstændighederne ved at være smittet, der har gjort det hårdt, siger hun.

Annonce

Som en celle

I disse dage sidder Anja Parbst Høst alene og isoleret i en 15 kvadratmeter stor tilbygning til familiens hus i Nordby, mens hendes mand og to børn er isoleret inde i hovedhuset. Og netop savnet til familien har været det hårdeste.

- Det har påvirket mig meget at være ekskluderet fra min familie. Ikke at gøre røre dem. At sige godnat og godmorgen til sine børn gennem et vindue er trist. At få sat mad ude foran døren. Det er lidt som at sidde i en celle, siger Anja Parbst Høst, der har valgt at isolere sig alene, så resten af familien hurtigst muligt kan vende tilbage til det normale liv.

Hendes mand og børn er uden symptomer og skal fredag testes for anden gang. Selv venter hun på at blive symptomfri, hvorefter hun skal vente 48 timer på endelig at blive meldt rask.

Annonce

Svært at drive virksomhed

Ud over at være medlem af byrådet i Fanø Kommune driver Anja Parbst Høst en coaching-virksomhed, og ligesom savnet til familien er stort, så er konsekvenserne for levebrødet også frustrerende.


Det har påvirket mig meget at være ekskluderet fra min familie. Ikke at gøre røre dem. At sige godnat og godmorgen til sine børn gennem et vindue er trist. At få sat mad ude foran døren. Det er lidt som at sidde i en celle

Anja Parbst Høst (K), byrådsmedlem på Fanø


- Det er svært at drive en virksomhed, når man er indespærret. Jeg havde en god og vigtig uge foran mig med en masse vigtige møder, som jeg nu må sætte i stampe. Det er træls, men man kan jo ikke gøre noget ved det. Det er bare hårdt, når der ikke kommer penge ind. Det er en af ulemperne ved at være selvstændig, siger hun.

Det var netop på sin virksomheds Facebook-side, at Anja Parbst Høst tirsdag meldte ud, at hun var blevet ramt af corona. Det gjorde hun for at komme den værste rygtedannelse i møde.

- Det var vigtigt for mig at komme alt det i forkøbet. En fjer kan hurtigt blive til en hulens masse høns her på Fanø, så jeg valgte at spille med åbne kort. For der er jo ingen grund til at skamme sig over at være blevet ramt af corona.

Annonce

”En af dem”

Følelsen af skam og flovhed var ellers noget af det første, der ramte Anja Parbst Høst, da hun fandt ud af, at hun var blevet smittet med virusset. Men sådan burde det ikke være.

- Nej, fandme nej, tænkte jeg. Det kan jo ikke være rigtigt. Men jeg kom da også til at tænke, at ”nu var jeg en af dem”. Det er et problem, for jeg har virkelig forsøgt at overholde de restriktioner, der er blevet udstukket. Det er noget, jeg ikke selv er herre over.

Heldigvis er det hverken fordømmelse eller beskyldninger, hun er blevet mødt med.

- Siden jeg lavede mit Facebook-opslag er jeg kun blevet mødt af omsorg. Det har været en god fornemmelse. Folk har været virkelig søde, og forleden kom vores gode venner med en overlevelsespakke. Så nu er det bare at vente på at kunne vende tilbage til en normal hverdag, siger Anja Parbst Høst (K).

Om Anja Parbst Høst

39 år gammel

Bor i Nordby med sin mand og to børn

Har været medlem af byrådet for Det Konservative Folkeparti siden 2019

Flyttede i foråret 2017 til Fanø med familien og overtog sammen med sin mand og svigerforældre forpagtningen af Fanø Krogaard.

Driver nu virksomhederne Høst Coaching og Fanø Salt

Lige nu går meget af tiden med at være alene for Anja Parbst Høst. Hun føler det nærmest som en celle i familiens udbygning på 15 kvadratmeter. Foto: Privat
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt

Næsthøjeste smittestigning nogensinde: De fleste kommuner rammes

Annonce