Annonce
Esbjerg

Se billederne: Fanø Pride lyste op under regn og grå himmel

Fanø Pride løb af stablen. Foto: Chresten Bergh
Selvom vejrguderne langtfra overøste Fanø Pride med sol, kærlighed eller regnbuer, trodsede godt 500 mennesker regnen og den grå himmel for at hylde kærligheden og mangfoldigheden ved Fanø Pride-optoget i Nordby.

Opdateret: I første udgave af artiklen om Fanø Pride var Jakob Fauerby blevet fejlciteret. Det fremgik af artiklen, at Fauerby udtalte sig kritisk om TV2. Dette var ikke tilfældet. JydskeVestkysten beklager fejlen.

Fanø: På havneområdet i Esbjerg ved Fanø-færgen kan de første pride-flag i de funklende regnbuefarver spottes. Klokken er 16.45 og 12-minutters-færgen er i færd med at udskifte ikke-pridedeltagere med et hold af pridedeltagere og øboere, der vender snuden hjem efter en arbejdsdag på fastlandet.

Enten er det bare det danske sommervejr, der er over Esbjerg og Fanø i disse dage, eller også er Gud imod kærlighed og mangfoldighedens udfoldelse. Det første virker umiddelbart mest sandsynligt. Men når de mest konservative prædikanter i hvid krave træder frem og lukker guds hus af for homovielser og kvindelige præster, kan tvivlen om guds ståsted i debatten godt opstå, især med tanke på regnen og den grå himmel, han i bogstaveligste forstand har lagt som en dyne henover Fanø Pride denne torsdag aften i juli.

Annonce

Pride

  • Det er kun anden gang, at der er Pride-optog på Fanø
  • Ruten fra færgelejet til Realen er 1 kilometer lang, og den tager cirka tre kvarter at gå
  • Pride er et internationalt fænomen, hvor menneskerettigheder og minoriteters krav på rettigheder og ligestilling bliver markeret
  • Oprindeligt stammer Pride fra USA med Annual Reminders-demonstrationerne, der startede den 4. juli 1965 i Philadelphia
  • Her begyndte aktivister fra LGBT-miljøet i USA at gøre opmærksom på de seksuelle minoriteters manglende borgerrettigheder
  • Pride-demonstartionerne slår for alvor igennem den 28. juni 1970, hvor årsdagen for Stonewall-optøjerne markeres i både Los Angeles, New York og Chicago
  • Stonewall-optøjerne er navnet på en begivenhed i 1969, hvor homoseksuelle i USA demonstrerede mod regeringens undertrykkelse af homo -og transseksuelle
  • Den første Pride-demonstration i Danmark fandt sted i København i 1996 - Copenhagen Pride

Det lyser op

Klokken 17.15 med tre kvarter til start er færgelejet ikke rendt over ende med mennesker i regnbuens farver. 30-40 mennesker iført gule veste og lidt pride-farver står spredt på den lille plads ved færgelejet. Vidste man det ikke, så ligner det ikke, at der om tre kvarter skal stå en hujende folkemængde og slå et slag for mangfoldigheden.

En ting, der indikerer, at her skal der ske noget, som ikke er hverdagskost, det er da ø-betjenten, Chris Kuglepen, kommer kørende i sin politibeklædte firehjulstrækker. Den imponerer JydskeVestkystens udsendte reporter, der hjemme fra stenbroen er vant til salatfade med kampklare betjente udrustet med hjelme og skjolde.

For enden af regnen kommer regnbuen. Sådan plejer det at være. Men på Fanø denne aften kom regnbuefarverne, mens regnen stod ned fra himlen. I takt med, at de pangfarvede og letpåklædte samba-danserinder og deres følge dukker op ved færgelejet og danser sig gennem regnen til lyden af sambarytmerne, begynder optoget så småt at ligne noget. Pride-flag, lyseblå, lilla og grønne hårpragte vinder frem i landskabet på vesterhavsøens færgeleje. Nu er der Pride.

Optoget rykker

- Jeg er jo bare en mor, lyder en bevæget stemme oppe fra den lille, rødbetrukkede scene midt i forsamlingen på færgelejet.

- Gå med for kærligheden. For kærlighed er kærlighed, siger den hakkende røst fra scenen, der tilhører Fanø Prides moder, Jeanett Exner.

Spidsen af Fanøs kreative- og kulturelle leben træder dog for én gangs skyld hurtigt ud af rampelyset, og giver efter et velment 'tak for fremmødet' hurtigt stafetten videre til næste taler - den kommende og historiske Vild med dans-deltager Jakob Fauerby.

- Tænk. Det faktum at ét par, i sæson 16 af et TV-show og ud af over 160 par i programmets historie, er to mænd, kan få medborgere i det her land til at blive rasende. Nogen menneskers normalitetsbegreb er simpelthen så skrøbeligt og let at ryste, at de føler sig berettet til at skrive og sige de mest misforståede og hadfulde ting, fordi to mænd skal danse sammen.

Det er én blandt mange af skuespiller Jakob Fauerbys budskaber fra scenen, leveret i regnen foran et hujende og klappende publikum.

Børne- og Kulturudvalgsformand Niels Heinel fra Miljølisten er sidste taler, inden optoget vakler afsted ned ad Hovedgaden. Hans vestjyske røst maner til mere rummelighed i en tale, der skoser de gamle og nulevende, formørkede kræfter, der var, og er, imod mangfoldighed på flere planer. Med det sender han optoget af sted i regnen, der tager til, alt imens de festklæde sambadansere går forrest i optoget med vrikkende bagdele og svingende hofter, som var det en varm sommeraften på Copacabana.

Fanø Pride havde plads til alle. Foto: Chresten Bergh
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce