Annonce
Sydjylland

Fanø Skole anlægger skatepark: Planen er, at de unge selv skal være med til at bygge den

Hvis alt går efter planen, vil der efter sommerferien være en skatepark foran Fanø Skole. Det fortæller fritidsleder Anders Lydom, som glæder sig til at skabe mere liv i området og også gerne vil have de unge involveret i at bygge mindre ramper til skateparken.

Fanø: Fanø Skole er i fuld gang med arbejdet for at få en skatepark til skolen. De har søgt byggetilladelse og bestilt det firma, der skal anlægge parken for dem, og nu kribler det i fingrene efter at komme i gang.

Skateparken kommer til at ligge foran Fanø Skole. Arkivfoto: Sarah Bech

- Jeg glæder mig meget. Jeg tror særligt ovenpå disse tider, hvor de unge ikke har været samlet, at det bliver godt for dem at få et samlingspunkt. Nu har vi jo i et helt år fortalt dem om alle mulige ting, de ikke må, så det bliver godt at kunne give dem noget nyt, siger Anders Lydom, som er fritidsleder på skolen.

Han fortæller, at skateparken efter planen skal laves i løbet af sommerferien.

Annonce

Samarbejde med eleverne

Skateparken skal placeres foran skolen, hvor der allerede nu er en grøn rampe. Volden rundt om den skal beklædes med beton og gøres til en del af skateparken, som også skal have nogle mindre ramper. Og Anders Lydom fortæller, at der vil komme et ungdomsskolehold, hvor de unge selv kan være med til at bygge dem.

-På den måde får de mere ejerskab over skateparken, og de lærer også, hvordan de skal bygge og reparere ramper. Det bliver nogle små og mellemstore ramper, så alle kan være med, og vi kommer også til at oprette et ungdomsskolehold for nybegyndere, fortæller Anders Lydom, som understreger, at man i parken både kan stå på skateboard, rulleskøjter og løbehjul.


Der er mange unge på Fanø, som skater, men lige nu har vi ikke noget sted, de kan samles om det. Vi laver skateparken, fordi vi gerne vil skabe mere liv og bevægelse i området foran skolen.

Anders Lydom, fritidsleder på Fanø Skole


Han fastslår, at skateparken ved skolen skal være et sted, man kan komme og lære at skate, men at dem med højt niveau også er velkomne og også kan undervises.

- Jeg regner med, at det bliver her, man kommer og prøver det af, og at mange så også vil begynde at skate i skateparken i Esbjerg, hvor der er nogle lidt større ramper, siger han.

Annonce

Skabe liv

Og ideen til en skatepark kom, efter flere elever havde efterspurgt en.

-Der er mange unge på Fanø, som skater, men lige nu har vi ikke noget sted, de kan samles om det. Vi laver skateparken, fordi vi gerne vil skabe mere liv og bevægelse i området foran skolen, siger Anders Lydom og fortsætter:

- På sigt kunne det være spændende at bygge siddemøbler, så de også kan hænge ud her, og vi på den måde får skabt endnu mere liv.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce