Annonce
Esbjerg

Fanø Vesterland sender musikalsk plaster på såret

Poul Krebs er sammenmed husorkesteret en del af den film, som Fanø Vesterland offentliggør fredag, hvor årets festival skulle være begyndt. Foto: Emil Nørgaard.
I stedet for to dage med musik på den nye festivalplads får fans af Fanø Vesterland i stedet en 30 minutter lang video med fem artister og smukke billeder fra Vadehavsøen. Videoen slippes løs på fredag, hvor årets festival skulle være begyndt.

Fanø: Fredag og lørdag i denne uge skulle Fanø have svælget i musik, mad og mennesker, men på grund af coronakrisen endte Fanø Vesterland med at blive aflyst efter i første omgang at være blevet flyttet fra de oprindelige datoer i maj.

Men en lille smule Fanø Vesterland bliver der alligevel i weekenden, lover arrangør Jesper Møller.


Vi har ikke glemt hverken vores artister, gæster eller frivillige. Derfor rækker vi lige hånden op og fortæller, at vi er her endnu.

Jesper Møller


- Vi har ikke glemt hverken vores artister, gæster eller frivillige. Derfor rækker vi lige hånden op og fortæller, at vi er her endnu, siger Jesper Møller.

Og håndsoprækningen er en film på 30 minutter, hvor fem artister med en tilknytning til Fanø Vesterland spiller og synger på fem forskellige lokationer.

- Vi vil gerne vise det Fanø, vi elsker, og noget af den musik, som vi holder af. Der er tale om én lang film, hvor der er ro, god musik og smukke billeder fra fem smukke steder på Fanø. Der er brugt fem kameraer og to droner, og vi klipper på livet løs, men vi skal nok blive færdige, så vi kan udsende videoen fredag, lover Jesper Møller.

Et husorkester bestående af Lars og Troels Skærbæk, Palle Hjorth og Rasmus Valdorff akkompagnerede Signe Svendsen, Poul Krebs, I am JJ, Aksglæde og Peter Sommer, og optagelserne fandt sted på Søren Jessens Sand, en sidegade i Nordby, ved færgen i Nørdby, på Pælebjerg og i skoven ved Albue Fuglekøje.

Annonce

Uvis fremtid

Lige som for alle andre er det svært at navigere i coronafarvandet for arrangørerne af Fanø Vesterland.

- Det er umuligt at gisne om, hvad der kommer til at ske og hvornår. Tingene udvikler sig jo hele tiden, men jeg finder det betryggende, at vi som samfund tilsyneladende er hurtige til at slå ned og rette op på tingene, når det pludselig går den forkerte vej, som vi lige har oplevet her i sensommeren. Vi arbejder hen mod at afvikle Vesterland i 2021 som planlagt, men vi må jo se tiden an. I hvert fald er det en fantastisk tillidserklæring fra publikum, at der ud af 4.700 solgte billetter til årets festival kun er 50 personer, der har ønsket pengene retur, mens resten har beholdt billetterne til næste års planlagte festival i maj, siger Jesper Møller.

Filmen med musik og indtryk fra Fanø vil kunne ses på Fanø Vesterlands Facebookside fra fredag den 4. september.

Fanø Vesterland

Musikfestivalen Fanø Vesterland var i første omgang planlagt til den 22. og 23 maj 2020, men på grund af coronasituationen blev den flyttet til den 4. og 5. september.

Den 13. juli traf arrangørerne endegyldig beslutning om at aflyse årets festival.

Billetter til årets festival kan i stedet bruges til Fanø Vesterland 2021 den 21. og 22 maj.

Der var solgt 4.700 billetter til Fanø Vesterland 2020.

I am JJ ved lejrbålet i den film, som Fanø Vesterland offentliggør fredag. Foto: Emil Nørgaard.
Peter Sommer gav et nummer i en af sidegaderne i Nordby sammen med husorkesteret bestående af Lars og Troels Skærbæk, Palle Hjorth og Rasmus Valdorff. Foto: Emil Nørgaard.
Aksglæde gav sit bidrag til Fanø Vesterland-filmen ved færgelejet i Nordby. Foto: Emil Nørgaard.
Signe Svendsen i snak med et par af gutterne fra husorkesteret i Nordbys gader. Foto: Emil Nørgaard.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Trekantområdet For abonnenter

Sex i en hemmelig verden: Alle slags mænd mødes i skoven - også dem med vielsesring og autostol på bagsædet

EfB For abonnenter

1-1-kamp mod Silkeborg efter den bedste præstation meget længe: EfB fik sendt et stærkt signal

EfB

EfB-træner efter 1-1 mod Silkeborg og sejr til Viborg: Nu er det en tvekamp om oprykning

Annonce