Fanø: SuperBrugsen på Fanø er nu Sydjylllands største målt på omsætning.
I 2019 blev der solgt varer for 114,2 millioner kroner mod 108,4 millioner kroner året før.
Brugsforeningen,som driver en stribe forretninger på Fanø, har samlet haft en rekordomsætning på 146,2 millioner kroner sidste år. Det er er en fremgang på fem procent.
Også helt aktuelt er SuperBrugsen i topform. I de ugentlige regnskaber ligger brugsen foran budgettet til dato, og det betyder, at rekorden i omsætning allerede i år overgås, ligesom der venter et større millionoverskud, fordi fællesudgifterne til Coop falder i år.
Formanden for brugsforeningen, Hans Mathiasen, er godt tilfreds, når han sammenligner øens brugs med f.eks. SuperBrugsen i rundkørslen i Esbjerg, der ligger 15-20 millioner efter Fanøs.
Samtidig er brugsen øens største private arbejdsplads med 67-68 ansatte. Kun Fanø Kommune har flere ansatte på øen.
En årsag til det forventede nye rekordoverskud og -omsætning er, at de mange danske sommerturister på øen har lagt tre kroner, når en tysk turist har lagt en krone i butikken.
150 til generalforsamling
De gode regnskabstal for 2019 kunne formand Hans Mathiasen med tilfredshed berette om for godt 150 deltagere i Fanø Hallen ved generalforsamlingen forleden, inden de seneste begrænsninger blev indført.
I beretningen fortalte Hans Mathiasen om SuperBrugsen, DagliBrugsen, Fanø Blomster og OK tanken og 10 lejemål.
God økonomi
Den samlede omsætning på godt 146 millioner for hele foreningen betegnede han som tilfredsstillende.
- Det gør vores superbrugs til den største i Syd-og Sønderjylland målt på omsætning, fastslog formanden.
DagliBrugsen i Sønderho var den fjerde største butik i Syd- og Sønderjylland samt Fyn i sommerferieugerne i 2019.
Også Fanø Blomster er inde i en tilfredsstillende fremgang, så årets resultat blev et tilfredsstillende overskud på 1,6 mio. kroner.
Fanø-foreningens resultatet er påvirket, at man har bidraget betydeligt til Coop-koncernens udgifter herunder it på knap 3,6 millioner kroner.
Brugsforeningen får flere nye medlemmer - hele 133 - så man nu har 2773 medlemmer.
Fremtidsplaner
Brugsforeningen har fokus på eventuelle kommende discountbutikker, fortæller Hans Mathiasen og peger på planerne om en Netto, som ikke blev til virkelighed.
- Heldigvis var der seks politikere i byrådet, som ikke ville give adgang til en Nettobutik på Mejerigrunden i november sidste år, men det lille flertal kan vippe over. Og det vil svække alle dagligvarebutikker på Fanø, siger Hans Mathiasen.
Flertallet af seks politikere havde en usædvanlig sammensætning, fordi borgmester Sofie Valbjørn (Alternativet) brød fællesskabet med Venstre og stemte for Netto-butikken sammen med Fanø Lokallistes to medlemmer og de to konservative.
Modsat sprang SF's Karen Jeppesen fra den såkaldte femmandsgruppe over til Venstre og borgmesterens normale øvrige allierede, så der var et nyt flertal, der stemte mod at ændre i kommuneplanen. Denne ændring var en forudsætning for Netto-butikken Mejerigrunden - som altså ikke blev til noget..
- Hvis bare en skifter mening, så er fanden løs, siger Hans Mathiasen om fremtidens butikstruktur på øen.
Sponsor
Brugsforeningen har sponseret en række aktiviteter på Fanø med cirka 200.000 kroner:
- Badminton-, gymnastik-, golf- og fodboldklubber.
- Motorbåden Martha, Everten Rebekka, Natteravnene, Fanø musikken, Late Night, Skovlegeplads, Fanø Kunstmuseum og Fanø Vesterland.
Ny bestyrelse
Valg på generalforsamlingen.
Bjarne Frøslee Ibsen, Niels Hvid og Lene Gorzelak var på valg til bestyrelsen.
Mille Rene Larsen og Torben Tobiasen stillede op til valg.
Lene Gorzelak, Mille Rene Larsen og Torben Tobiasen fik flest stemmer.
Suppleanterne Bettina H. Andersen og Michael Kolby Jensen blev genvalgt.
Den nye bestyrelse: Dorrit Grumsen, Lene Gorzelak, Mille Rene Larsen, Torben Tobiasen, Hans Mathiasen samt suppleanterne Bettina H. Andersen og Michael Kolby Jensen.