Fanø: Fiskebiler, foodtrucks og mobile kaffeboder på offentlige arealer er ikke tilladt på Fanø. Der gives kun tilladelser til såkaldte stadepladser ved særlige lejligheder som Fannikerdagene, julehytter, Fanø Sommercup, Vadehavsfestval og Late Night.
Men som en del af den lokale "sommerpakke" har ENT-udvalget besluttet at kigge på reglerne. Det sker samtidig med, at man har lavet et tidsbegrænset forsøg med privat cykeludlejning fra kommunale områder. Også caféskibet Chimera, hvis ejere har søgt om kajplads ved havnekajen, skal ifølge politikerne have en stadeplads for at kunne betjene kunderne.
Christian Lorenzen, formand for Erhvervs-, Natur- og TeknikudvalgetVi må ikke sondre mellem folk fra Fanø og udefrakommende
Eventuelt mere liberale regler for stader møder kraftig modstand fra Nordby Handelsstandsforening. Det fremgår af foreningens udkast til et arbejdsprogram, som bestyrelsesmedlem Sven Buhrkall forelagde for ENT-udvalget ved et foretræde på det seneste møde.
Foreningen skriver i debatoplægget, at man betragter fri konkurrence som kilde til udvikling. Men samtidig stiller foreningen krav om, at boderne skal have adresse på Fanø og ikke komme udefra.
- Vi ønsker, at popup-boder skal opstilles under kontrollerede og regulerede former, siger Sven Buhrkall.
Nej tak i højsæsonen
Handelsfolkene på Fanø kan ikke acceptere, at man blot kan opstille boder og foodtrucks op i perioder med høj aktivitet og stor efterspørgsel på bekostning af de forretninger, der holder åbent hele året.
Endelig mener foreningen, at bodernes ejere skal være medlemmer og betale til handelsstandsforeningen og dermed være med til at dække omkostningerne til markedsføring og aktiviteter, der trækker gæster til øen.
Til at styre de offentlige arealer i Nordby til streetfood og popup-boder ønsker foreningen at stå for tildeling af arealer til stadeholderne. Også boder på privat grund ønsker handelsstandsforeningen skal opfylde ønskerne om fair konkurrence og et varieret udbud, ligesom ejerne opfordres til at melde sig ind i foreningen.
Der må ikke gøres forskel
Hvis kommunen ikke vil acceptere foreningens ønsker til regler for stadepladser, kan foreningen ikke anbefale løsningen, fremgår det.
- Jeg har stor respekt og sympati for handelsstandsforeningens arbejdsprogram, siger Christian Lorenzen (K), formand for ENT-udvalget, der understreger, at en grundlæggende præmis for tildeling af stadepladser er ligebehandlingsprincippet.
- Men hvis vi slækker på reglerne for stadepladser på offentlige arealer, må vi ikke sondre mellem folk fra Fanø og udefrakommende. Vi må heller ikke sondre mellem, hvilke produkter, der falbydes. Endelig kan kommunen ikke udlicitere tildelingen af tilladelser til stadepladser, fortsætter han og afslutter:
- Vi må opkræve, hvad det koster kommunen at stille stadepladser til rådighed, men vi må ikke tjene på det. En kommune må ikke bedrive erhverv eller konkurrere med private erhvervsdrivende. Så i praksis kan vi kun beskytte de erhvervsdrivende, der skaber beskæftigelse og betaler ejendoms- og selskabsskatter på Fanø ved at opretholde de nugældende, restriktive regler for stadepladser.
Det er op til udvalget
Sven Buhrkall fra handelstandsforeningen forklarer, at foreningens holdning er et samlet resultat af medlemmernes synspunkter blandt andet fremført ved et medlemsmøde.
- Vi fremfører vores ønsker og holdninger, og så må politikerne tage ansvaret og eventuelt beslutte nye regler for stadepladser under hensyn til lovgivningen, siger han og tilføjer:
- Men mon ikke ENT-udvalget finder frem til en løsning, der imødekommer de grundlæggende ønsker fra foreningen siger Sven Buhrkall.
Den nystiftede forening har brugt mange ressourcer på at lave arbejdsprogrammet, der ventes endeligt vedtaget om få dage.
- Vi håber, at der er forståelse for vores holdninger til stadepladser siger Sven Buhrkall, der fastslår, at foreningen ikke støtter en fuldstændig liberalisering af reglerne for stadepladser.
ENT-udvalget udsatte i øvrigt en eventuel revision af reglerne for stadepladser i to måneder.
I dag er hovedreglen, at stadepladser ikke er tilladte på Fanø. Der gives kun midlertidige tilladelser i forbindelse med festivaler, events eller andre særlige arrangementer.
Der er således blandt andet givet afslag til salg af kunst fra bod i Hovedgaden, salg af fisk fra fiskebil i Sønderho og salg fra kaffevogn og food-truck.