Annonce
Sydjylland

Fanget i en lejlighed alene: - Jeg kæmper mod ensomheden hver dag

Jeg har aldrig følt mig alene. Men i disse coronatider har ensomheden fundet mig. Som singlekvinde bruger jeg nemlig al min tid alene. Foto: Anna Schjødt Larsen.
Da landet blev lukket ned på grund af coronavirus, tænkte jeg, at det skulle jeg nok komme igennem. Tre uger inde er virkeligheden en anden. Hver dag kæmper jeg nu en kamp mod ensomheden, som lidt for lidt bryder mig ned. Dette er min fortælling fra en hverdag alene i en etværelses lejlighed.

- Hvordan har du det? Er du okay?

- Jeg har det fint, svarer jeg endnu en gang. Prøver at skjule, at tårerne er på vej, og at jeg lige har stukket dem en løgn. Mine kolleger, mine venner og min mor.

Sandheden er, at jeg kæmper. Jeg er ensom. Alene. Hele tiden.

Hver morgen vågner jeg til en helt stille og meget tom lejlighed, og når jeg lægger mig til at sove igen om aftenen, føles den om muligt endnu mere tom. Når jeg lægger hovedet på min hvide, hørbeklædte hovedpude og lukker øjnene for at sige godnat, er der ikke andre at sige det til end mig selv. På det tidspunkt har jeg brugt hele dagen alene.

En bivirkning ved coronakrisen for en singlekvinde som mig.

De hvide savlsmuldsvægge i min etværelses lejlighed rykker tættere og tættere sammen om mig, som dagen går. Og hvis min seng ikke var formet efter mig før, er den det i hvert tilfælde nu.

Alle dage ser ens ud. Første del af dagen bruger jeg på kontoret. Det vil sige ved mit lille spisebord i den ene ende af det værelse, hoveddelen af min lejlighed består af. Her arbejder jeg foran computeren det meste af dagen. Alene.

Når jeg lukker computeren i om eftermiddagen, kigger jeg opgivende ud i rummet, smider mig i min seng, rækker ud efter fjernbetjeningen og gør klar til endnu en aften med Netflix. Alene. Igen.

Annonce

Jeg visner

I min vindueskarm står en stor plante. De sparsomme blade er efterhånden mere brune end grønne. Den visner og dør hen mere og mere for hver dag. Det samme gør jeg.

Jeg tænder og slukker lyset på badeværelset. Tørrer støv af, retter lidt på et billede, tæller huller i min reol til de der dimser, som holder hylderne på plads. 102 er der. 51 i hver side. Et underligt ulige nummer.

Beboerne i boligblokken ved siden af er blevet velkendte ansigter. En ældre kvinde med håret pakket ind i et tørklæde åbner og lukker sit ene vindue flere gange i løbet af dagen, og lidt længere nede bor et par unge mænd, som dagligt får noget af tiden til at gå med at ryge en cigaret på altanen. Før coronakrisen havde jeg aldrig set de mennesker før.

Indimellem sætter jeg høj musik på for at overdøve den stilhed, som unægtelig er blevet en stor del af min hverdag. Synger med for mine lungers fulde kraft.

Jeg prøver at distrahere mig selv fra den knugen, jeg har i maven.

Savner nærvær

Da Mette Frederiksen lukkede store dele af Danmark ned den 11. marts, tænkte jeg ellers, at det nok skulle gå.

Som en introvert person, der lader min energi op ved at være alene, virkede udsigten til uanede mængder alenetid ikke som det værste i verden. Endelig kunne jeg få læst de bøger, som har ligget på mit natbord og stirret på mig i månedsvis. Jeg kunne starte på yoga igen. Få styr på krop og sjæl.

Men tre uger efter er jeg ved at have nået min grænse. De seneste tre uger har føltes mere som tre måneder. Ingen bog, serie eller yogastilling kan måle sig med samværet med andre mennesker. Hvis coronakrisen har lært mig noget, så er det det.

Jeg savner nærvær, menneskelig kontakt, og ikke mindst at blive rørt ved. Et kram, et kærtegn.

Det kan vinaftaler med mine veninder over FaceTime og timelange telefonsamtaler med min søster ikke hamle op med. Jeg kan ikke række ud efter dem og give dem et kram.

Tomhed

Jeg ved, at vi i disse dage skal stå sammen hver for sig. Men jeg håber inderligt, at vi snart kan være sammen sådan rigtigt. At jeg snart kan se mine kolleger, kramme min familie og drikke rosé i solen med gode veninder igen. Det har både min krop og ikke mindst min psyke brug for.

For jeg er væsentlig mere grådlabil, end jeg plejer. Altid på randen til at bryde sammen. Mange gange har jeg mærket en prikkende fornemmelse bag mine øjenlåg, som truer med at åbne sluserne.

Forleden aften blev jeg for første gang nogensinde ramt af en altoverskyggende følelse af tomhed. Jeg lå i min seng og scrollede gennem Instagram, for hvem ved hvilken gang den dag, da tomheden slog ned. Ingen glæde. Ingen nedtrykthed. Bare tomhed. En reaktion på den ensomhed, som sidder i mig fra morgen til aften.

Min lejlighed er blevet som et fængsel. Hvis ikke det ville koste mig en del af mit depositum, havde jeg ridset en streg ind i væggen for hver dag, jeg er kommet igennem.

22 dage gennemført. Forhåbentlig ikke mange igen. For ja, jeg er ensom. Meget endda.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce