Kolding: Opførslen hos en eller flere af Kolding IF Fodbolds fans under pokalkampen den 11. december 2021 mod Vejle Boldklub betyder, at klubben nu må til lommerne.
Kolding IF Fodbold blev mandag i denne uge idømt en bøde på 10.000 kroner af Fodboldens Disciplinærinstans på grund af tilskuernes opførsel under lokalopgøret mod Vejle i december.
Ifølge indberetningen fra den dommer, som dømte pokalkampen, blev der affyret fyrværkeri, da spillerne løb ind på banen - eller såkaldt pyroteknik, som det hedder i kendelsen fra disciplinærinstansen. Der blev ifølge dommeren brugt 5-10 styk pyroteknik, og kampens start blev udsat et minuts tid.
Desuden er det blevet indberettet, at der i kampens 82. minut blev kastet en appelsin på banen - uden at ramme nogen. Her stoppede dommeren kampen kortvarigt.
Både brugen af fyrværkeri og appelsinkastet kom fra Kolding IF's fanafsnit, lyder det i kendelsen.
Medlemmerne af disciplinærudvalget peger også på, at det er anden gang i løbet af et år, at Kolding IF Fodbolds tilhængere overtræder reglerne om sikkerhed og orden på stadion.
Her henviser de til, at der under en hjemmekamp mod Middelfart Boldklub 27. august 2021 blandt andet ligeledes blev brugt fyrværkeri, og at en Kolding IF-fan desuden smed en stor skraldespand mod Middelfarts spillere på banen under kampen.
Efter denne kamp fik Kolding IF en bøde på 15.000 kroner.
Formanden for Kolding IF Fodbold, Claus Holm-Søberg, oplyser, at han på den ene side gerne vil rose klubbens fans for at bidrage til at skabe en god stemning på Kolding Stadion under pokalkampen mod Vejle i december.
- Det skal de have ros for. Men de skal ikke have ros for at bruge pyroteknik. Det er ikke i orden. Der er nogle regler, og de skal overholdes. Sådan er det bare. Jeg vil gerne opfordre vores fans til at komme på stadion og skabe en god stemning, men det skal ske på lovlig vis, siger Claus Holm-Søberg.
Svært at undgå
Han tilføjer, at det efter hans mening er "næsten umuligt" at undgå, at der kommer pyroteknik ind på stadion - også selv om man har vagter til at visitere tilskuerne, sådan som man havde til Vejle-kampen. Han forklarer, at man for eksempel kan gemme pyroteknikken på stadion eller få det fragtet ind over hegnet.
Han mener, at man fra klubbens side har en god dialog med fangruppen og for eksempel har introduceret konfettirør, man kan fejre kampene med i stedet for med ulovlige midler.
Ifølge Claus Holm-Søberg er det hovedsageligt ved kampe mod blandt andet Vejle og Fredericia, at tilskuerne bruger det ulovlige fyrværkeri.
I 2021 fik Kolding IF to bøder på grund af fansenes opførsel. I 2020 fik klubben ingen bøder, mens den ifølge en gennemgang af afgørelser fra Fodboldens Disciplinærinstans fik hele seks bøder i 2019, fordi tilskuerne brød reglerne for opførsel under kampe.
Disse seks bøder løb op på i alt 67.500 kroner.
Bøder til Kolding IF Fodbold
- Kolding IF Fodbold er fra 2019 og frem til nu blevet idømt følgende bøder af Fodboldens Disciplinærinstans:
- 11/12-2021: Kolding IF-Vejle: 10.000 kr. (Brug af pyroteknik og kast af appelsin på banen).
- 27/8-21: Kolding IF-Middelfart: 15.000 kr. (Brug af romerlys, kast af skraldespand mod Middelfart-spillere, fans råbte af dommere efter kampen)
- 19/10-19: Vejle-Kolding IF: 15.000 kr. (affyring af blitzlys, romerlys og røgbombe)
- 11/10-19: Kolding IF-Nykøbing FC: 17.500 kr. (Affyring af kanonslag og romerlys)
- 3/10-19: Kolding IF-Fredericia: 2500 kr. (Romerlys)
- 28/9-19: Viborg FF-Kolding IF: 12.500 kr. (Brug af pyroteknik på Kolding IF's afsnit)
- 21/8-19: Kolding IF-Vejle: 12.500 kr. (Affyring af pyroteknik)
- 29/3-19: Kolding IF-Skive: 7500 kr. (tændt pyroteknik, brug af romerlys)