Annonce
Sport

Fans gik forgæves til Wozniacki-træning

Edgar Su/Reuters
Australian Opens program viste, at Wozniacki ville træne på åben bane. Imens trænede hun på lukket arena.

En gruppe af tennisfans havde onsdag formiddag lokal tid taget opstilling foran bane 21 på Melbourne Park for at se Caroline Wozniacki træne inden en afgørende styrkeprøve i danskerens sidste turnering, Australian Open.

Af turneringens program fremgik det, at Wozniacki ville træne dér.

Men havde fans håbet på at se Wozniacki, blev de skuffede.

Imens holdt danskeren nemlig lukket træning på turneringens tredjestørste arena, Margaret Court Arena.

Her spiller hun senere onsdag mod ukrainske Dayana Yastremska i det, som flere regner med bliver en afgørende test af danskerens form i afskedsturneringen.

Hvad der ligger bag beslutningen, og hvorfor Wozniackis åbne træning på bane 21 fremgik af programmet, vides ikke.

Den hårdtslående ukrainer ligger nummer 21 i verden og kommer med en frisk finale fra WTA-turneringen i Adelaide i bagagen.

Den tabte hun dog ret klart til den australske verdensetter, Ashleigh Barty.

Kampen mellem Wozniacki og Yastremska ventes at gå i gang omkring klokken 02.30 dansk tid afhængigt af kampen inden.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce