Annonce
Sønderborg

Far døde ung: Brødre overtog populær restaurant som teenagere

Michel Totaro og Daniel Totaro driver med stor succes Bella Italia i Sønderborg midtby. Foto: Claus Thorsted
En tilfældighed fik Daniel og Michel Totaros sicilianske far til Danmark i 1970'erne. Derimod er det ingen tilfældighed, at Bella Italia i Sønderborg nu runder 40 år.

Sønderborg: Da Bella Italia slog døren op for 40 år siden, kendte danskerne kun til pizza og spaghetti fra deres ferier i støvlelandet.

- Det var ikke noget italiensk mad dengang, så det var meget eksotisk. Men også noget helt andet mad end i dag. Ingen uddannede kokke og meget det italienske basiskøkken. Det var også rigtig svært at få de rigtige råvarer - den gode pasta, olivenolie, pølse eller bøfmozarella, fortæller brødrene Daniel og Michel Totara, som i dag ejer og driver den succesrige restaurant.

I 1979 overtog Salvatore Micalizio, der i dag driver restaurant i Svendborg, sammen med en bror den gamle ringriderkro på Lille Rådhusgade. Her indrettede de Sønderborgs første italienske restaurant.

Samme år solgte Micalizio den videre til Totara-brødrenes far, som kom fra det samme område på Sicilien.

- Der skød en helt bølge af italienske restauranter op de år. Der var krise i Italien, så en række musikere var rejst til Danmark for at spille, og de så en fidus i at åbne restauranter, fortæller 42-årige Daniel Totaro.

Annonce

Hvis man er god ved gæsterne, så kommer de igen. Det er det, som det drejer sig om. Det vigtigste er god kvalitet. Det går vi ikke på kompromis med

Brødrene Totaro

Forelsket i Sønderjylland

Det var dog ikke krise, som fik faderen Pippo Totaro til Danmark i begyndelsen af 1970'erne. Pippo arbejdede på et siciliansk hotel, hvor han og andre unge gutter havde mødt nogle norske feriepiger.

Ungersvendene besluttede kort efter, at de ville besøge de norske piger. De hoppede i en bil, men omkring Haderslev fik de motorproblemer og måtte søge hjælp. Her mødte Pippo sin hustru Jeanne, der gik bort for to år siden.

- Min far nåede aldrig til Norge, men blev i det sønderjyske, fortæller 40-årige Michel Totaro.

I seks år arbejdede Pippo på en flaskefabrik i Kolding, og parret boede i Haderslev, inden han opfyldte en drøm om at blive restauratør. De første år bibeholdt hustruen sit arbejde som sygeplejerske sideløbende med, at hun hjalp i Bella Italia.

- Det var fra starten en fornuftig forretning. Hvis man er god ved gæsterne, så kommer de igen. Det er det, som det drejer sig om. Det vigtigste er god kvalitet. Det går vi ikke på kompromis med, understreger brødrene.

Overtog som teenagere

I 1985 flyttede familien fra Haderslev til Vester Sottrup og en håndfuld år senere videre til Sønderborg. Alt gik godt lige ind til en sommerdag i 1994, hvor faderen pludselig døde kun 46 år gammel. En usund livsstil med op imod 60 cigaretter om dagen havde sat sine spor.

Brødrene var 17 og 14 år. Daniel gik i 2.g. Han besluttede at færdiggøre gymnasiet, hvorefter han i sommeren 1995 overtog Bella Italia. Michel blev nogle år senere også en del af driften.

- Det var bare sådan, det var. Det gav sig selv. Man måtte smøge ærmerne op. Det var en livsstil, vi udmærket kendte. Siden vi var helt små, var vi med far og mor på arbejde. En stor del af vores barndom var her, siger brødrene.

Havde I forinden aldrig tænkt på, om I skulle noget andet?

- Man skal huske på, at vi ikke var ret gamle, da det skete, så vi havde slet ikke nået at tænke tanken. Bella Italia skulle passes, og det gjorde vi. Vi havde også nogle gode folk.

Hvordan er det gået med samarbejdet?

- Vi har jo aldrig kendt andet. Nogen gange kan vi godt være uenige, men vi finder ud af det.

Bella Italia

Der er 120 pladser i restauranten, hvorfra der også ekspederes masser af mad ud af huset. Gennem årene har Bella Italia modtaget en række priser. I 2016 blev den kåret til Årets Erhvervsinitiativ i Sønderborg af Junior Chamber International Sønderborg. Året efter fik den Sønderborg Handels Initapris, der gives for særlig initiativ og vilje.

Det italienske køkken byder på enkle og autentiske retter med en stor variation i brugen af årstidsbestemte og friske råvarer. Menukortet byder blandt andet på italienske pastaretter, kvalitetsbøffer, fisk og smagfulde pizzaer, som man kender det fra Italien. I det nyopførte hotel fra 2015 er der 16 værelser samt gjort klar til en udvidelse.

Klassisk italiensk mad

I dag kan Bella Italia kalde sig Sønderborgs ældste restaurant med samme ejerskab og madkoncept. Skabt og bevaret gennem hårdt arbejde syv dage om ugen året rundt.

- Vores børn kommer her også en del. Det er de nødt til, hvis de vil se deres fædre, siger en smilende Daniel, der har to børn, mens Michel har fem børn.

Totaro-brødrene har skabt en stor succes med deres italienske køkken med enkle og autentiske retter. Lige fra italienske pastaretter, kvalitetsbøffer, fisk til smagfulde pizzaer, som man kender det fra Italien.

- Vi holder fast i det klassiske italienske køkken. Vi nægter for eksempel at putte bearnaisesovs, cremefraiche dressing eller kebab på pizzaen, forklarer Daniel.

Mange af de ansatte er også italienere, ligesom brødrene taler flydende italienske og i øvrigt har både dansk og italiensk statsborgerskab.

Brødrene købte år tilbage naboerne Smedjen og Misses Kro. De blev revet ned og familieforetagendet udvidet med 16 hotelværelser og stor parkeringsplads.

40 års jubilæet bliver fejret den 24. oktober med åbent hus på Bella Italia fra klokken 15-20.

Allerede som teenagere i 1995 overtog de Bella Italia, fordi deres far pludselig døde. Foto: Claus Thorsted
I 2015 blev familieforetagendet udvidet med 16 hotelværelser og stor parkeringsplads. Foto: Claus Thorsted
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

IS-medlem er inderligt uvelkommen

Et tidligere medlem af Islamisk Stat ankom mandag til Danmark, og blev straks anholdt. Manden har siddet fængslet i Tyrkiet, men blev sendt til Danmark på begæring af de danske myndigheder. Formentlig skal man være jurist for at forstå, hvorfor Danmark har bedt om at få den pågældende udleveret. Han er inderligt uvelkommen. Manden er den 28-årige Ahmad el-Haj. Han er af palæstinensisk oprindelse, men ærgerligt nok udelukkende dansk statsborger. Passet kan han derfor ikke miste. Trods det danske pas er det naturligvis grotesk at påstå, manden er vendt hjem. Danmark er ikke et hjem for mennesker, der har vendt os ryggen og direkte kæmpet mod landets interesser. Justitsminister Nick Hækkerup er blevet kritiseret for at lægge pres på domstolene i sagen om den den udleverede. Ministeren har nemlig sagt, at manden forhåbentlig bliver dømt for de forbrydelser, han har begået. Kritikken kommer fra De Radikale og Enhedslisten. Strengt taget har de ret i, at det ikke er en ministers, men domstolenes opgave at vurdere, om en sigtet er forbryder eller ej. Men ikke desto mindre er Nick Hækkerups spontane reaktion absolut forståeligt. Så skulle en domstol kende den pågældende skyldig, sker det forhåbentlig efter straffelovens paragraf 114. Den såkaldte terrorparagraf åbner nemlig mulighed for fængsel på livstid. Sanktionen er aldeles passende, hvis den 28-årige skulle vise sig at have deltaget i Islamisk Stats uhyrlige forbrydelser. Måtte han i givet fald aldrig komme på fri fod eller i hvert fald sidde i fængsel, til han er en meget gammel mand ligesom den firedobbelte politimorder Palle Sørensen. Han tilbragte 33 år bag tremmer. Ahmad el-Haj blev ifølge flere medier hårdt såret under et bombeangreb og sidder i kørestol. Han har fortalt Weekendavisen, at han inderligt fortryder sine handlinger. I betragtning af de konsekvenser hans indsats for Islamisk Stat har haft for ham selv, er det såmænd ganske muligt. Nogen formildende omstændighed er det imidlertid ikke.

Annonce