Annonce
Esbjerg

Far om Tesla-ejers kørsel: En dag går det helt galt

På Fasanvænget i Hjerting frem mod hajtænderne beskyldes Kim Thygesen, indehaveren af en grå Tesla, for at have kørt 80-100 kilometer i timen. Andre, som JydskeVestkysten har talt med, beskriver ham som en vanvidsbilist. Kim Thygesen benægter. Foto: Ken Mathiesen
Flere borgere er bekymrede over en bilist i en Tesla, der angiveligt kører med meget høj hastighed på veje i Hjerting, hvor hastighedsbegrænsningen er 50 kilometer i timen. Ejeren af Teslaen benægter, at han kører for stærkt.
Annonce

Esbjerg: Vandvidsbilisme.

Hændelser, hvor bilister – ofte i deres hurtige ”muskelbiler” med masser af hestekræfter - ræser rundt med hastigheder, der når op omkring det dobbelte af de tilladte fartgrænser uden nogen som helst tanke på konsekvenserne, er blevet et stigende problem på danske veje.

Alene sidste år var der flere eksempler på personer, som mistede livet, fordi de var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, hvor en vanvidsbilist kom farende med hjernen parkeret i bagagerummet, og nu har flere beboere i Esbjergforstaden Hjerting tilsyneladende også lokaliseret det, de beskriver som "en vanvidsbilist".

Jeg kører jo ikke 80-100 kilometer i timen på Fasanvænget, hvor der også er flere vejbump. Jeg kører forsvarligt og efter forholdene.

Kim Thygesen, Tesla-ejer

Annonce

Intet politi

Henrik Dam, far til Sophia på ti år, er således både målløs og stærkt fortørnet over en hændelse forleden, da han i morgenmørket skulle følge sin datter over Fasanvænget. I et opslag på Facebooksiden ”For os der bor i Hjerting” skriver han følgende:

”Kære Tesla-ejer, som 7.45 kørte 80-100 km i timen på Fasanvænget, HVAD F..... tænker du på? Min datter på 10 år skal over vejen hver morgen, og tænk at man skal følge hende over vejen, fordi et FJOLS som dig ikke kan bruge 30 sekunder mere på at nå på jobbet. P.s. Er ikke en engel mht. fart, men på veje hvor børn cykler i skole, eller for den sags skyld by, er det da for sindssygt”.

Henrik Dam siger efterfølgende til JydskeVestkysten, at han ikke er i tvivl om, at Tesla-ejeren på strækningen, hvor 50 kilometer i timen er det maksimalt tilladte, nærmere kørte med en hastighed på 100 kilometer i timen end 80, og han betoner desuden faren ved, at den eldrevne Tesla er forholdsvis lydsvag med en acceleration fra nul til 100 på ganske få sekunder.

Han overvejede efterfølgende også at melde hændelsen til politiet.

- Omvendt tænkte jeg, at politiet næppe har ressourcer til at gøre noget ved en sag som denne, siger Henrik Dam.

Han er imidlertid langt fra den eneste, der har oplevet Tesla-ejeren køre hovedløst og alt, alt for hurtigt. Flere beskriver i kommentartråden, hvordan de har oplevet den pågældende brage afsted, og hvordan de er blevet overhalet med høj hastighed. Det bliver samtidig bemærket, at ejeren af den grå Tesla også kører meget hurtigt i en stor hvid Porsche:

"Det skulle vel ikke være ham, der også køre i en lækker hvid Porsche? Sådan en kommer der nemlig ofte flyvende på Skolestien kl. lidt i 8 med 180", skriver en bruger i Facebookgruppen.

Annonce

Bland dig udenom

Flere brugere identificere også bilistens bopæl til Hjerting, og JydskeVestkysten har talt med flere borgere, som samstemmende og uafhængigt af hinanden beretter om en vanvittig færdselsadfærd hos bilisten.

For cirka trekvart år siden tog Kenneth Benzon Mortensen sagen i egen hånd, da han endnu engang oplevede Tesla-ejeren komme nærmest flyvende henover et af de hastighedsdæmpende vejbump på Fasanvænget. Han kørte efter ham, og konfronterede ham med hans kørsel.

- Han bad mig bare om at blande mig udenom. Jeg tror desværre, han er udenfor pædagogisk rækkevidde. Men jeg har altså nogle børn, som skal over Fasanvænget på vej til skole, siger Kenneth Benzon Mortensen.

Også Henrik Dams datter krydser Fasanvænget på vej til skole. Han frygter det værste, hvis Tesla-ejeren ikke får styr på sit fartvanvid.

- Så er det bare et spørgsmål om tid, før der går noget helt galt en skønne dag, konstaterer han.

JydskeVestkysten har været i kontakt med Kim Thygesen, som er indehaver af den grå Tesla samt en hvid Porsche. Han erkender, at han om morgenen kører ad Fasanvænget, når han skal aflevere sit barn ved skolen, men han benægter, at han har kørt alt for stærkt, ligesom han benægter, at han generelt kører for hurtigt og uforsvarligt:

- Jeg kører jo ikke 80-100 kilometer i timen på Fasanvænget, hvor der også er flere vejbump. Jeg kører forsvarligt og efter forholdene, siger Kim Thygesen og fortsætter:

- Det ville også være utroligt dum af mig, eftersom jeg som kørende sælger er afhængig af mit kørekort.

Han benægter også, at nogen på noget tidspunkt skulle have konfronteret ham med at hans kørsel skulle være livsfarlig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Udvalg vrager planer for 180 meter høje møller i Tjæreborg Enge: Byråd skal dog træffe den endelige beslutning

Annonce