Annonce
Sport

Farcen fortsætter: Ribe-Esbjerg og succestræner uenige om ny kontrakt

Ribe-Esbjergs cheftræner Claus Uhrenholt er utilfreds med forløbet omkring kontraktforhandlingerne. Foto: Joan Anette Karlsen

- Jeg har ikke skrevet under på noget, siger Ribe-Esbjerg-træner Claus Uhrenholt, der udtrykker stor utilfredshed med klubbens håndtering af kontraktforhandlingerne.

Forvirringen er efterhånden total i Ribe-Esbjerg, der efter klubbens mest succesrige sæson nogensinde mest af alt fremstår som en klub i totalt kaos.

Først opsagde klubben kontrakten med cheftræner Claus Uhrenholt, og siden lagde parterne låg på diverse udtalelser i pressen ved at melde ud, at de var enige om en ny aftale.

Det passer ikke.

Claus Uhrenholt fortæller til JydskeVestkysten, at han endnu ikke ved, om han også står i spidsen for klubben i den kommende sæson, hvor holdet for første gang skal spille Europa Cup.

- Jeg har ikke skrevet under på noget, siger Ribe-Esbjerg-træneren.

Han fortæller, at han og klubben kun er enige om, at en ny kontrakt skal være etårig. Detaljerne kan parterne ikke nå hinanden omkring.

- De har en præmis om, at jeg skal fortsætte med den gamle kontrakt, og det er vi ikke enige om, siger han.

- De snakker om tre måneders opsigelse, og det er jeg ikke interesseret i, fastslår Uhrenholt, der ønsker, at den etårige kontrakt skal være uopsigelig, hvilket også er det mest gængse i håndboldens verden.

På den måde er trænere sikret løn i hele kontraktperioden i tilfælde af en fyring.

Annonce

Skuffet over uvished

Foruden uenigheden om kontraktens uopsigelighed, savner Uhrenholt en anerkendelse for det stykke arbejde, han har lagt i klubben, hvor han sideløbende med cheftrænerposten overtog ansvaret som sportschef, da Sune Agerschou måtte trække sig for to år siden.

- Jeg synes, jeg har lavet et superarbejde gennem tre år, og i de sidste to år har jeg arbejdet gratis som sportschef.

- De resultater, vi har leveret, samtidig med, at vi har udviklet en landsholdsspiller, synes jeg, bør give noget anerkendelse, mener Uhrenholt.

- Jeg er ikke ublu i mine krav. Jeg er ikke grådig. Jeg synes bare, der skal være noget fornuft i tingene, siger han

Træneren er også skuffet over, at han efter et halvt år i uvished er efterladt uafklaret omkring sin fremtid.

- Jeg er ikke tilfreds med, at jeg har hængt herude i seks måneder. Det er utilfredsstillende, siger han.

- Det er ikke mig, der har opsagt den gamle kontrakt. Det har Ribe-Esbjerg.

Uhrenholt fik i vinter Jan Leslie som ekstra træner ved sin side, og de to har over for JydskeVestkysten givet udtryk for, at de ønsker at fortsætte parløbet. Om Uhrenholt også er en del af klubben ved månedens udgang er nu meget usikkert.

- Så nej, jeg har ikke underskrevet nogen aftale. Nu må vi se den 1. juli.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Give er stadig ubesejret i Jyllandsserien

Sydjylland For abonnenter

Regeringen vil tvinge tyske præster til at oversætte deres prædikener: - Det ville være en disrespekt uden lige

Annonce