Annonce
Debat

Farcen om højspændingsmaster er et trist kapitel for demokratiet

Anders Kronborg
Annonce

Kampen om de omstridte og store højspændingsmaster gennem naturskønne områder i Sydvestjylland har været opslidende for borgere og mastemodstandere. Det har desværre også været et vidnesbyrd på, hvor langt der er fra Christiansborg til borgerne i Sydvestjylland. Alene det, at den ansvarlige masteminister ikke har gjort større anstrengelser for at forhindre den 170 kilometer lange højspændingsmotorvej gennem rekreative og beskyttede naturområder, tæt ved landsbyer og forbi yndede turistudflugtsmål, må give stof til eftertanke og fortvivlelse udenfor Københavns volde. Helt berettiget havde nogle af de jyske mastemodstandere fået produceret T-shirt med påskriften: "Jyder er også mennesker!"

På det tidspunkt masterne og højspændingsforbindelsen mellem Idomlund ved Holstebro over Endrup til grænsen blev besluttet i Folketinget, så var der en udbredt forståelse af, at det ikke handlede om teknik, men om økonomi. Viljen til at betale ekstra for at få lagt forbindelsen i jorden - og skåne herlighedsværdierne i Sydvestjylland - var således ikke tilstede hos regeringen.

Borgere har på tværs af landsbyer, interesseorganisationer og partitilhørsforhold stået sammen i kampen(!) og oplyst om de negative konsekvenser ved at opstille disse højspændingsmaster i vores skønne natur. Den ansvarlige minister, Lars Chr. Lilleholdt (V), har naturligvis hele tiden været klar over de negative konsekvenser, for i hans egen opstillingskreds til folketinget, har han jo selv fået omlagt luftledninger til jordkabler. I øvrigt noget ministeren er glad for!

Hele offentlighedsfasen har været mere end et broget forløb. Farcepunktet er for flere måneder siden blevet passeret. Forkerte oplysninger har fyldt debatten. Først handlede en evt. nedgravet løsning om økonomi. Senere handlede det ikke om økonomi, men om teknik. Så skulle Energinet undersøge sagen igen - og efterfølgende skulle udenlandske eksperter og specialister krydstjekke Energinets konklusioner. Først var der ikke et CO2-regnskab for projektet. Senere kom det frem, at der var lavet CO2-beregninger. Og det tog rigtig lang tid før ministeren overhovedet viste interesse for at lade ministerbilen fragte ham en tur til Sydvestjylland for at se nærmere på projektet og lytte til borgerne. Esbjergs Venstre-borgmester blev citeret for at sige: "Der er åbenbart ikke den store velvilje til at komme ud i landet for at se på så store og væsentlige ting, som betyder rigtig meget for os, der bor her, men det er langt væk fra København åbenbart."

Det har ikke været en eksemplarisk måde at behandle borgerne på! OG der er fortsat ingen afklaring. Borgerne er stavnsbundne til deres huse og flere må ligge søvnløse om natten og frygte udsigt til hundredvis af stålkonstruktioner på størrelse med Rundetårn, så langt øjet rækker. I forbindelse med høringsprocessen i april/maj stillede jeg den ansvarlige minister en række spørgsmål til masteprojektet og Vikling Link-projektet. Jeg spurgte bl.a. ind til CO2-regnskab og C02-konsekvensberegninger. Ministeren svarede retur til mig i maj 2018, at "der er ikke som sådan udarbejdet et CO2-regnskab for Viking Link-projektpakkens CO2-udledninger i EU".

I oktober 2018 kunne vi (til vores store undren) i Ingeniøren læse, at ministeren pludselig var faldet over en gammel beregning, som viste, at Viking Link får CO2-udledningen til at stige. Disse oplysninger gjorde mig naturligvis nervøs. Det var jo i øvrigt præcis det, mit spørgsmål gik på i april/maj, og det oplyste ministeren mig ikke om i ministersvaret. Jeg spurgte derfor ministeren igen - og jeg bad ligeledes om aktindsigt i korrespondancen mellem Energinet og Energi- Forsynings- og Klimaministeriet i udarbejdelsen af ministersvaret til mig.

Lars Chr. Lilleholt (V) påstår i nye svar, at han intet har tilbageholdt overfor mig, men til min store forbløffelse, så viser aktindsigten noget ganske andet. Her fremgår det tydeligt i kladdemateriale til ministersvaret, at der er 'beregninger' for Viking Link-projektpakken, og der henvises til, hvad det betyder 'regneteknisk', og hvad 'regnemaskinen' viser. Aktindsigten viser, at der i sagsbehandlingen, som leder frem til det endelige ministersvar, sker kraftige og markante redaktionelle ændringer af afsnittet, der fortæller om CO2-beregninger. Energi- Forsynings- og Klimaministeriet var velinformeret om CO2-beregninger, men disse oplysninger blev - opportunt(?) - tilbageholdt for mig. Hele sagen om masterne i Sydvestjylland et trist demokratisk kapitel. Man sidder konstant med en fornemmelse af, at vi ikke får alle oplysninger i sagen. Demokrati er oplysning, dialog og indsigt for alle borgere. Jeg synes hele forløbet giver en grim fornemmelse i maven om, at mere er fejet ind under gulvtæppet.

Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

26 har haft covid-19 i Varde Kommune

Danmark

Søren Brostrøm øjner smittens skyer over efteråret - og en fremtid med mere hygiejne

Trekantområdet

Covid-19: Smittetal stiger mere i Fredericia end i nabokommuner

Annonce