Annonce
Esbjerg

Farup festede for byens nye medborgerhus

Borgmester Jesper Frost Rasmussen klippede den røde snor, som markerede indvielsen af Farup Fælled - Farups nye kultur- og medborgerhus. Foto: Ole Maass.
120 Farup-borgere var fredag aften med til den officielle indvielse af Farups nye kultur og medborgerhus. Hovedparten af Farup-borgerne har selv givet adskillige hjælpende hænder med til byggeriet af huset.

FARUP: Huset har været i brug siden midten af marts, men på en lidt småkølig og grå fredag aften var det tiden at markere den officielle indvielse af Farup Fælled - Farups nye kultur- og medborgerhus. Og indendøre skinnede solen i overført betydning af både glæde og stolthed over det færdige resultat, som rigtig mange Farup-borgere har bidraget til i form af masser af frivillige arbejdstimer og økonomisk støtte med blandt andet køb af lånebeviser.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen, (V), kom til Farup direkte fra guldhyldest på Torvet i Esbjerg, og inden han klippede den røde snor og erklærede medborgerhuset for indviet konstaterede han, at der gik en længere proces forud med masser af hårdt arbejde, inden man nu stod med det færdige resultat.

- I har fået bygget et flot hus på 700 kvadratmeter, som I kan være stolte af. Det har givet et helt særligt sammenhold i Farup, og I har med dette her projekt vist, at I kan få drømme til at gro, konstaterede Jesper Frost Rasmussen.

Ole Rasmussen, formand for projektgruppen, slår fast at det nye medborgerhus allerede har vist sin værdi de første måneder.

- Det har styrket os som lokalsamfund, fordi det har betydet, at rigtig mange her har fået nye venskaber og et større netværk. Det gør, at folk bliver gladere for at bo i Farup, og det spreder sig som ringe i vandet, siger han.

Annonce

5,3 millioner kroner

Budgettet for Farups medborgerhusprojekt lyder på 5,3 millioner kroner. Esbjerg Kommune har bidraget med tre millioner kroner. Farup-borgerne har selv leveret arbejdskraft for cirka 1,5 millioner kroner, og hertil kommer 800.000 kroner, som er skaffet ved husstandsindsamling, salg af lånebeviser, støtte fra fonde etc. På bundlinjen er der et underskud på 120.000 kroner.

Menige borgere

Tre menige Farup-borgere er også glade for det nye hus.

Christian Tobiasen, 17 år er med i ungdomsklubben:

- Vi har selv været med til at indrette den nye ungdomsklub, og nu har vi en hal vi kan spille bold i og bruge, når vi mødes i klubben. Det er rigtig fedt, mener han.

Henning Knudsen, 57 år, har også givet nogle hjælpende hænder med i tre-fire weekender:

- Det er blevet et rigtig godt hus. Det vil vi da bruge til både fester og deltage i de lokale arrangementer, siger han.

Mette Line Hansen, 25 år, er for nylig flyttet til Farup.

- Jeg har købt hus her sammen med min kæreste, som kommer fra Farup. Alle vores venner er også herude fra, så vi vil da deltage i det lokale foreningsliv. Det gode ved Farup er, at der er et rigtig godt sammenhold her, mener Mette Line Hansen.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce