Annonce
Tønder

Farvel og utak: Endnu en formand vender Venstre ryggen

Irene Holk Lund, Løgumkloster, vil ikke være at finde på Venstres kandidatliste ved næste kommunalvalg. Om hun i det hele taget fortsætter i politik, har hun ikke taget stilling til endnu. Foto: André Thorup
Formand for sundhedsudvalget i Tønder Kommune, Irene Holk Lund, Løgumkloster, siger fra overfor Venstre til næste kommunalvalg. Hun har ikke tilliden til de nye kræfter i Venstre.
Annonce

LØGUMKLOSTER: Endnu en markant Venstre-politiker i Tønder vender nu partiet ryggen.

- Venstre er ved at udvikle sig til et Trump-agtigt protestparti. Det ønsker jeg ikke at være en del af, siger formanden for kommunens sundhedsudvalg, Irene Holk Lund, Løgumkloster, til JydskeVestkysten.

Udmeldingen kommer i kølvandet på, at hendes partifæller og formandskolleger Bo Jessen (teknik- og miljø) samt René Andersen (kultur- og fritid) tidligere har meddelt, at de ligeledes trækker sig fra Venstre ved næste års kommunalvalg.

I lighed med sine mandlige kolleger begrunder Irene Holk Lund sin tilbagetrækning med den interne uro forud for og resultatet af opstillingen af Venstres borgmesterkandidat i juni. Her vandt erhvervsmanden  Martin Iversen en snæver afstemning over Tønders nuværende borgmester, Henrik Frandsen.

Annonce

Ingen tillid

- Venstres nye borgmesterkandidat, Venstres kommuneforening og nogle medlemmer bag den nye borgmesterkandidat har et syn på Tønder Kommune, som jeg slet ikke kan genkende. De mener, at Tønder Kommune er en dårligt drevet kommune, og flere skal fyres. Det syn på Tønder Kommune finder jeg hverken rigtigt, fair eller specielt konstruktivt. Jeg har simpelthen ikke tilliden til dem, og det tager jeg konsekvensen af. Der har været så meget ufint fra deres side af. Derfor bliver jeg heller ikke at finde på Venstres liste til kommunalvalget i 2021, skriver Irene Holk Lund i en udsendt pressemeddelelse.


Venstre er ved at udvikle sig til et Trump-agtigt protestparti. Det ønsker jeg ikke at være en del af.

Irene Holk Lund, formand for sundhedsudvalget


På spørgsmålet om, hvordan hendes politiske fremtid ser ud, lyder svaret:

- Det har jeg ikke taget stilling til endnu.

Annonce

Skiftede vælgerforening

For insidere kommer Irene Holk Lunds Venstre-exit ikke som en total overraskelse. Det vakte opsigt, da hun sidste efterår brød med sin lokale vælgerforening, Løgumkloster. Det skete efter uoverensstemmelser mellem hende og partiforeningens bestyrelse, der truede hende med eksklusion. Irene Holk Lund skiftede partiforening og blev medlem i Venstre i Højer, hvor partiets gruppeformand i byrådssalen, Preben Linnet, Daler, er valgt.

Irene Holk Lund

Irene Holk Lund har været medlem af Venstre i over 25 år, og når denne byrådsperiode er slut, har hun været med i kommunalpolitik i 17 år for Venstre - de sidste otte år som formand for sundhedsudvalget. Ved sidste valg opnåede hun at komme ind på det 5. mandat ud af 31 mandater og fik 453 personlige stemmer.

Truslen om eksklusion fra den partiforening, som hun havde været medlem af i flere end 25 år, kom kun få måneder efter, at samme partiforening havde opfordret hende til at stille op som borgmesterkandidat ved næste valg.

Annonce

På Frandsens hold

Irene Holk Lund bakker i sit politiske virke loyalt op om borgmester Henrik Frandsen. Selv om han ikke blev Venstres borgmesterkandidat, har han gentagne gange til JydskeVestkysten sagt, at han opstiller ved næste kommunalvalg. Om det bliver som Venstre-mand, på en ny liste eller på anden måde har han indtil videre ikke villet præcisere. Irene Holk Lund lægger ikke skjul på, at hun er på Frandsens hold.

-  Borgmester Henrik Frandsen gør et fantastisk sobert arbejde og har også sat en masse udvikling i gang i hele kommunen. Han har et enormt netværk på Christiansborg, i KL, i erhvervslivet og hos de store investeringsfonde, og det kommer os alle til gode i Tønder Kommune. Det arbejde havde jeg gerne set fortsat med ham som Venstres borgmester, siger hun og tvivler på, at Martin Iversen kan rykke ind på det borgmesterkontor, han og partiet går efter.

- Jeg ved, at der er rigtig mange Venstre-vælgere, som er fortvivlede, og jeg kan godt forstå dem. Jeg tror på, at Venstre mister borgmesterkæden ved næste kommunalvalg, for flere stemmeslugere vil ikke være med på Venstres liste i 2021. Men langt de fleste vælgere stemmer personligt til et kommunalvalg, og derfor bliver valget i 2021 også en tand ekstra spændende, siger Irene Holk Lund.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Trekantområdet

VB-anføreren efter sejren over Sønderjyske: Vi viste, vi kan være med

Annonce